IMG 2648Kursus6storsmutugle

Biller og den slags

  

Biller og insekter

Biller og insekter er en meget stor gruppe, som vi også tager med fordi, de i høj grad spiller en rolle i havens mangfoldighed. Der er langt flere end dem vi her beskriver, her har vi kun taget dem med som vi oftest støder på i haven. 

Nogle af dem er haveejerne ikke så ville med, fordi de forøver skade på nogle af vore planter, mens andre er med til at holde styr på tingene og sørger for at der er balance mellem de generende dyr. Man skal jo huske på at nogle væsner er en del af fødekæden, mens andre er på et højere niveau i samme fødekæde, men som også bliver spist af andre, endnu højere placerede dyr. 

Sådan er naturens orden, så derfor skal der være plads til både bladlus og løbebiller. Et insekt - en bille eller andre levende væsner er taget med på grund af deres eksistens, og det er ikke dem alle der gør gavn eller skade, nogle af dem er bare en del af mangfoldigheden, og derfor er de berettiget til at være i haven og derfor er de med her. 

 

 

 

Når vi lægger så stor vægt på insekterne, bierne og sommerfuglene er det fordi de spiller en væsentlig rolle i bestøvningen af alle de afgrøder der dyrkes. Omkring 80% af alle dyrkede og vilde planter er mere eller mindre dyrebestøvede, og her er insekterne, især vilde- og honningbier de vigtigste.

IMG 1575IMG 4765

Kilde: blomster- og bestøvningsbiologi fra hæftet om bestøvningsbiavl med en stor tak til Lise Hansted og Danmarks Biavlerforening. 

 

Bladlusene kan være en plage, men er der balance i haven er problemet mindre 

 

Vi har desværre ikke billeder af alle de biller og insekter vi skriver om, men hvis du har så send dem til os på vores e.mail, og vi sætter dem på med dit navn ved. 

Løbebiller (Carabdae) er en af havens mest nyttige dyr. Det er en meget stor familie med mange arter, og størrelsen varierer fra få mm til 40 mm. De mest almindelige er omkring 

30 mm. De fleste er sorte, og kan ikke flyve. For haveejerne er de til uvurderlig hjælp, og med til at holde balance mellem de generende dyr og nyttedýrene.

Løbebiller er allesammen rovdyr, både de voksne og larverne. De voksne gemmer sig om dagen, og jager om natten. Den tager små snegle larver, insekter, bladlus, orme  og snegleæg. Den ynder at der er et godt jorddække at gemme sig i, og om vinteren skal der være beskyttede steder med kvas, grene, halm eller lignende steder, så den er beskyttet mod den værste kulde. De overvintrer gerne flere sammen.

Den lægger sine æg i jorden om foråret, og larverne lever i jordoverfladen. Sidst på sommeren forpubber larverne sig og kommer frem næste sommer. Larverne ligner hinanden uanset arten, de er sorte og op til 30 mm lange. 

Nogle arter af løbebillen der er mest almindelige er:c3e5c922 c0ae 4866 bd2b df554a7f87e6

 

 

Kratløber (Carabus nemoralis) som er en stor sort fyr på op til 26 mm, den er virkelig glubsk og spiser dobbelt så meget som den vejer. 

Kornet løber (Carabus granulatus) er noget mindre op til 22 mm, den er ret aktiv om natten. Den har grove riller hen af ryggen. 

Violetrandet løber (Carabus violaceus) er den der kan blive størst, op til 30 mm. Dækvingerne har et blå-violet skær, deraf navnet.

Læderløberen (Carabus coriaceus) er den største op til 4 cm. Den lever på lidt mere fugtige steder, fx. under bladene på hosta som gerne står i skyggen. Hos os ser vi den i området ved den lille sø, hvor der også vokser hosta og hvor der er meget lig skovbund.

 

Gode forhold for løbebillerne er at der er gemmesteder. De voksne overlever i frønnede træ- og grenbunker, derfor er det vigtigt at der i haven er den  slags områder. Ligesom der skal være jorddække i haven, mellem stauder og buske, og der skal være skovbundslignende forhold mellem buskene, hvor blade og smågrene får lov til at blive liggende.

 

Ørentvist (Dermaptera) var i gamle dage et dyr man frygtede. Det blev sagt om den, at den krøb ind i vores ører, og bed sig gennem trommehinden med de store tænger den har på bagkroppen, men det er altså en skrøne. Ørentvisten findes mange steder i hus og have. Dagen tilbringer den under sten, i blomster og gerne fugtige, mørke steder, men om natten kommer den frem og æder smådyr som bladlus, mider, ådsler, plantedele og frugter. Den hører også til de gavnlige i haven, men kan være skadelig i frugthaver, hvor den gnaver af frugten. Ørentvisten opholder sig om vinteren i hulrum og sprækker i skure og lignende steder. 

 

Mariehøns (Coccinellidae) elsker vi alle. Den lille smukke fyr synges der om, og IMG 4757DSC04968

at børnene fanger den og lader den flyve op mod himlen og bede om godt vejr. 

Den rigtige mariehøne er den syvplettede. Den hører til de virkelig nyttige dyr i haven, for den spiser en masse af dem vi helst ikke ser tage overhånd. Både den voksne mariehøne og larven spiser masser af bladlus og andre insekter. Desuden spiser den også pollen fra blomsterne. Den lægger sine æg på undersiden af bladene, æggene er gule og er til at skelne fra noget uønsket. Efter få dage udklækkes larverne, de er slet ikke så smukke og charmerende som den voksne udgave, de er grå med sorte pletter og har en tand foran, men den er uhyre nyttig. Den fortsætter i forældrenes spor, med at æde bladlus, skjoldlus, bladlopper og andre smådyr. Gode forhold for mariehønen er når der er gode planter at lægge sine æg i, og gerne i et hjørne med brændenælder. Hunnen lægger omkring 40 små gule æg, som så bliver til sultne larver. Den har brug for overvintringssteder i form af ældre træer med løs bark, samt sprækker i træværk og under sten.

 

Problematiske mariehøns 

Harlekinmariehønen (Harmonia axyridis) stammer fra Asien, og kan nemt blive et problem, da den spiser vore hjemmehørende mariehøns, både deres æg og larver. Den er også et nyttedyr som spiser bladlus, skjoldlus mv. Den kommer i store flokke og fortrænger andre mariehøns. Den ligner faktisk den almindelige mariehøne i størrelse, men findes i en rød og en sort form. Den røde har mellem 0 - 19 sorte pletter, mens den sjældne sorte har røde prikker. De har et hvidt bryst og har desuden brune fødder.

 

Grøn guldbasse (Cetonia aurata) møder vi ind i mellem i haven fra maj til september, hvor den spiser af vore blomster, bla. skvalderkål og hyld. Dens larver er en del af de omsætningsvæsner der er brug for i haven, den lever overvejende af trøsket træ. Den er flere år om at udvikle sig til voksen basse. Guldbassen har et nært familiemedlem der hedder Kobberguldbasse (Potosia cuprea)

 

Træbukke (Cerambycidae) hører til en stor familie på omkring 80 arter. Der er en bukkeart til næsten alle slags træer og hvor de ellers lever. Den vi hyppigst har set, er en Stribet barkbuk (Asemum striatum) (billedet) Navnet ‘bukke’ kommer af de gedebukke hornlignende følehorn. Den voksne buk lever af pollen og nektar fra blomster, og er dermed en del af bestøverne. Hunnerne lægger deres æg i revner i barken på træer og buske, og larverne lever i barken på træerne, gerne i gamle træer hvor barken er under nedbrydning. Nogle arter lever på fyrretræer. De forskellige arter ligner hinanden en del, men der er forskel i størrelsen. Den stribede Barkbuk er blandt de mindre 12 - 15 mm, mens Valsebukken (Spondylis buprestoides) er op til 23 mm.

 

Grøn bredtæge (Palomena prasina) møder vi ret tit i haven hen over sommeren. Denne grønne tæge er ca. 11 - 14 mm. Dens særlige kendetegn er to mørkere aftegninger på bagkroppen, som er lidt lysere end forkroppen. Den overvintrer, og parrer sig om foråret. Den lever af at suge saft ud af en række planter, skærmplanter og nælder, vi har også set den på hindbærblade og i forskellige løvtræer. Vi har ikke set at den gør væsentlig skade.

Der er mange andre tæger og biller i haven, dette er blot et udsnit af dem vi ser mest.

 svirreflue 599

Svirreflue (Syrphidae) kaldes også blomsterflue og er en stor familie med omkring 200 slægter. Almindelig svirreflue (Paragus haemorrhous) er lille og næsten sort. De mest almindelige minder lidt om en hveps, er en dobbeltbåndet svireflue (Episyrphus balteatus) som har en bred og en smal tværstribe på ryggen. Alle svirrefluer er kendte for at stå stille i luften som en helikopter, for så pludselig at gå fremad eller til siden.

Alle svirrefluer er vegetarer som lever af nektar og pollen i havens blomster, og de lægger deres æg i bladluskolonier, deres unger er rovdyr, som æder enorme mængder bladlus. Der er altså tale om nyttedyr, der både deltager i bestøvningen og bekæmpelsen af det vi kalder skadedyr. En larve kan klare mellem 80 - 100 bladlus om dagen. 

 

Gode forhold for svirrefluer er planter der tiltrækker dem. Honningurt, tagetes og lavendel er de bedste, men mange andre farverige blomster tiltrækker svirrefluen, og leverer nektar og pollen til dem, til gengæld hjælper deres afkom os med at holde bladlusene i ave.

 

Sort have-myre (Lasius niger) ser vi ofte i haverne. Det vi ser er almindeligvis arbejdermyren som enten bygger eller henter føde til deres dronning og yngelen, som lever inde i tuen. Arbejderen er 3 - 4 mm og farven er gråbrun eller sort. Hunnen, som er i tuen er 8 - 9 mm, brunsort med klare vinger. Hannen er 3,5 - 5 mm mørkebrun. Reden graver den oftest ind under sten, træstubbe eller stensætninger o.lign.

Den jager sit bytte i flok, derfor kan den sagtens klare en sommerfuglelarve der er meget større. Den har brug for proteiner til yngelføde. Den besøger også bladluskolonier hvor de henter honningdug. I køkkenhaven gør myren gavn fordi de spiser mange skadedyr. 

Hvis man søger på ordet myre på sin computer kommer der masser af annoncer frem om hvordan man skal bekæmpe myrer. Hos os behandles myrer som alle andre dyr. Er de et forkert sted så fjerner vi tuen, men ellers gør vi ikke noget. Der er slet ingen grund til at gå i panik over at der er myrer i bunden af drivhuset. Det skulle da lige være fordi der ligger fliser over det hele, i stedet for jord til at dyrke i. Lad dem være de fleste steder, de hører med til den biologiske mangfoldighed.

 DSC07321 version 2DSC04781

Vilde bier er en betegnelse over en en masse forskellige biarter. De kan groft sagt deles op i sociale bier der lever i et bisamfund med dronning og arbejdsbier, og solitære bier der lever alene med sine unger. Alle er de med til at sørge for bestøvningen af frugttræer og blomster. De lever alle af nektar og pollen fra planterne. Vi ser flere arter i havens blomster, og de lever tilsyneladende side om side med hinanden også med honningbierne. De vilde bier er ikke agressive, og selvom du kommer tæt på deres rede stikker de ikke. Det er kun de vilde biers hun-bier der kan stikke, han-bierne har ingen brod. 

Jordbier kaldes også for gravebier og er enlige bier, fordi de graver huler i jorden, hvori de bygger deres rede lige under overfladen. De kan findes i blomsterbedet eller på terrassen, hvor der er meget sol. Jordbien er en solitær bi, som meget sjældent stikker.

 

Nogle vilde bier

Her er kun medtaget de vilde bier der med nogen sikkerhed kan træffes i haven. Der er mange flere, men de lever steder hvor de ikke kommer i nærheden af haverne, eller i hvertfald sjældent gør det.

 

Havehumlebi (Bombus hortorum) er en almindelig humlebi hvor dronningen er ca. 19 - 22 mm. De har gule bånd på forkroppen, og et gult bånd i bagkroppens første led. Halen er hvid. Det er den bi i Danmark der har den længste tunge, og det gør at den kan hente nektar i blomster med DSC04924DSC04901dybe kronrør.

Allerede i marts kan man møde dronningen, og i midten af april kommer arbejderbierne frem. I august forsvinder hunnerne igen, hannerne ses fra juni - september.

 

Lys jordhumle (Bobus lucorum) er den almindeligste humlebi i vore haver og den største. Dronningen er mellem 18 - 22 mm. Den er sort med gule bånd. Hun ses allerede i marts når hun kommer ud af boet. Ud over dronningen, har de også arbejdere og hanner som hos honningbierne. Arbejderne er noget mindre end dronningen. Hannerne kan være helt gule. 

Hunnerne kan enten være dronninger eller arbejdere. De har et gult bånd på forkroppen,  et gult bånd på andet bagkropsled og en hvid hale. 

Lys Jordhumle vælger ofte sit bo i forladte musehuller, huller i stensætningen o.lign.

 

Mørk jordhumle (Bombus terrestris) er sjældnere i haverne, men den ses ind imellem. Den har nogenlunde samme størrelse som den lyse jordhumle, men er mørkere i grundfarven. Mørk jordhumle tager bolig på samme måde som andre jordbier og gerne i gamle musehuller, stensætninger og den slags steder. 

 

 

 

 

Havemaskebi (Hylaeus communis) er små bier på 4 - 6 mm som lever solitært. Dvs. ikke i familier. De er næsten helt sorte og har en maske med gule pletter. De er ret

almindelige i haver.Vilde bier i Geranium DSC07321 version 2De ses i haven fra først i juni til sidst i august. Hunnen har ingen pollenkurv

men gemmer sit pollen og nektar i kroen, og gylper det op til yngelen. Den benytter eksisterende huller i dødt træ, til at bygge reder i, også gerne i revner, mure, eller i insekthoteller.

 

Bronzevejbi (Halictus tumulorum) er en lille bi hvor begge køn er på 6 - 8 mm. Den ses ofte i haver med rig blomstring fra midten af april til oktober. Hannerne dog først fra juli - august. Hunnerne overvintrer, men det gør hannerne ikke. Bronzevejbi bygger reden i sandet jord, hvor den ofte bor i kolonier.

Blå murerbi (Osmia cauerulescens) Hunnen er på 8 - 10 mm, hannen lidt mindre. Hunnen er ret tyndt behåret, og behåringen er hvidlig. Pollenbørsterne under bugen er sorte. Kroppen har en metallisk glans. Begge køn flyver fra maj - august. Bygger rede i huller i træ eller hule plantestængler. Også gerne i murværk.

 

Stor Uldbi (Anthidium manicatum) er ret store bier på op til 17 mm for hannens vedkommende mens hunnen er 10 - 13 mm. Stor Uldbi er mørk med gule pletter, der danner et V på ryggen. Den er lettere behåret. 

Navnet kommer af at hunbien bygger sin rede af plantefibre som skrabes af forskellige planter. Man kan se hende flyve med totter af noget der kunne ligne uld. Reden bygger hun i eksisterendeIMG 2121IMG 1538 huller i træværk, mur mv. Stor Uldbi er en solitær bi, der lever alene, og hunnen er en meget aktiv bestøver. På hendes underside har hun børster med ret stive hår, og med dem samler hun masser af pollen, som er vigtig for afkommet.

 

Rødpelset Jordbi (Andrena fulva) møder man fx. i græsplænen, hvor den bygger sin rede i et hul. Hunnen er 10 - 13 mm lang, sort med kraftig orangerødt pels på brystet og bagkroppen. Hannen er mindre, brun og mindre behåret. Rødpelset Jordbi er en solitær bi og lever alene, der er altså ingen arbejderbier som ved de sociale bier. 

Hunnen fylder pollen i en celle i jorden, lægger et æg, og lukker herefter til, så ingen kan se der har været aktivitet i jorden. Hannen dør efter parringen, og hunnen dør når hun har lagt æggene. Larverne lever og spiser det lager af pollen hunnen har samlet til dem. Sidst på sommeren forpupper de sig og kommer frem næste forår.

 

 Gode forhold for vilde bier er kort fortalt masser af nektar og pollenfyldte blomster i haven, samt steder de kan bo. En varieret blomstring fra det tidlige forår til hen på efteråret er til stor gavn. Desuden kan der bygges bi-bo steder på forskellig måde. Længere fremme kommer der en liste over planter, der leverer pollen og nektar til både vilde bier og honningbier.

De vilde bier bor forskellige steder alt efter hvilke der er tale om, der er fx. nogle humlebiarter der bygger deres bo i forladte fuglereder, andre i musereder. Humlebierne har en god lugtesans, og kan lugte hvor de gamle fuglereder eller musereder er. Andre vilde bier vil være glade for et stykke brænde med mange huller, atter andre flytter ind i åbninger i stengærder og lignende steder. De skal være fra 4 - 10 cm dybe og 3 - 8 mm i diameter, her flytter fx. uldbier, murbier og andre vilde bier ind, hvis boet placeres et lunt sted i haven.

At det er nødvendigt at gøre noget for at hjælpe de vilde bier dokumenterer forskellige indersøgelser. De er alle på tilbagegang. Vi ved af egne erfaringer at det nytter, i vores have er der stor mangfoldighed af blomster hele sommeren, og der er mange leve og redesteder for både vilde bier og andre flyvende væsner.

 

Kunstige bi-boligerIMG 1419

Der er sikkert ikke noget i vejen med de insekthoteller eller bi-boliger der man købes. Selvom vi mener, at de der naturligt fremkommer er de beste, så kan man udmærket bygge et insektbo af de træer der bliver fældet. Fx. gamle frugttræer, hvor der skæres store grene af. Skær dem i passende længder på fomkring 30 cm, stabel dem og bor huller i enden på dem. Bierne har meget forskellig størrelse, så der kan bruges mange slags bor. Vi har fx. boret nogle huller med et 10 mm bor, og så skal hullet være ca. 10 cm dybt. Som tommerfingerregel skal hullet være 10 x så dybt som diameteren. Det er vigtigt at hullet er regulært, og ikke flosser, for det betyder at bierne risikerer at få beskadiget deres fine vinger. Boet skal helst placeres i solen for at bierne flytter ind.

Vi har humlebier der bor under vores kolonihavehus, og når vi sidder på terrassen, og kommer til at stille stolen midt i deres flyvevej, virker de lidt irriterede på os, så må vi flytte os så den kan komme til. Om det er de samme bier der bor der år efter år ved vi ikke, men der har boet bier under vores hus i mange år.

Det er ikke alle vilde bier der flytter ind i de bi-boliger der laves til dem. Fx. den rødpelsede jordbi, bygger sin egen rede ved at grave den ned i jorden. Der er omkring 50 arter jordbier der bor i huller i jorden, her skal jorden helst være lidt løs eller sandet. De lever ellers som andre bier af at samle nektar, men de lever alene, lægger deres æg og skaffer føde til deres afkom.

(Støttekilder til afsnittet om vilde bier er overvejende fra Felthåndbogen, og egne observationer gennem mange år)

 

Honningbier (Apis mellifera) adskiller sig fra vilde bier ved, at de kun kan leve i holdte bistader, hvor ejeren passer dem, tager honning fra dem og fodrer dem med sukkervand om efteråret, som vinterfoder. De lever under sociale forhold i en stor bifamilie med en dronning der hele tiden lægger æg, der bliver til arbejderbier eller droner som er navnet på hanbierne. Tidligere fandtes der i danmark vilde honningbier som levede i hule træer, men det gør der ikke mere. Bierne bestøver frugttræer og blomster på lige fod med vilde bier, og de tiltrækkes af havens blomster, så selvom man ikke selv har bier, kommer der bier fra de nærliggende bistader og henter både nektar og pollen, i dine blomster. Se hvilke senere i bogen.

DSC01173

Bier er vigtige for bestøvningen af frugttræer, ikke mindst æbletræer, de sikrer en god bestøvning, fordi de bærer pollen fra æbleblomst til æbleblomst. Det betyder fremmedbestøvning i stedet for selvbestøvning, og det sikrer ensartet frugt. Et bibestøvet æble er mere ensartet, end hvis det er bestøvet af andre insekter.

Honningbier formerer sig også familievis. Det er ret almindeligt at de producerer nye dronningeceller, som afviger i størrelse fra andre yngelceller. Den årvågne biavler opdager det og fjerner disse celler, fordi det ellers betyder tab af bier og honning. Når der fødes en ny dronning i en familie, rejser den gamle dronning væk med ca. halvdelen af alle bierne.  Inden de tager af sted, fylder de maven med honning, fordi de ved at der kan gå lang tid før de kan spise igen. Dette kaldes at bierne sværmer, og den biavler der finder denne sværm har ret til at indfange den og sætte dem i et tomt bistade, dermed har han/hun en ny familie, og efter nogen tid vil de begynde at producere honning.

Selvom biavlerne fjerner uønskede dronningeceller, vil de fortsætte med at lave nye celler. Der er forskellige grunde til dette, fx. kan de være utilfredse med den gamle dronning, men det kan også være fordi der er for lidt plads, og at biavleren mangler at sætte et magasin mere på. Vi tror nu også, at det er biernes naturlige måde at formere sig familiemæssigt på.

Bierne her er på en almindelig bitavle, det er dronningen med den blå plet i nakken. Det er biavleren der sætter den på nye bidronninger for at man kan se hvor gammel dronningen er. Hver nyt år en ny farve. 

En bi-historie.IMG 7914IMG 7909

En morgen opdagede vi at der var en smule uro omkring bistadet, men det tog vi ikke helt alvorligt, for vi havde jo været i bistadet og kontrolleret, at der ikke var uønskede dronningeceller. Vi kontrollerede bierne ca. hver 10 dag, og en dronningecelle er 12 dage under vejs. Bierne er ret udspekulerede, så de havde produceret en dronningecelle, vi ikke havde opdaget.

Midt på formiddagen havde vi besøg af en gruppe mennesker, som skulle se på vores have, og vi bemærkede godt at aktiviteten ved bistadet var taget til, og pludselig skete det, de sværmede. Luften omkring os alle var sort af bier, vi nåede lige af fortælle gæsterne at de bare skulle tage det helt roligt, for sværmende bier stikker ikke, når bare man er helt afslappet.

Alle gæsterne var meget betaget af hændelsen og fulgte livligt med, da bierne begyndte at sætte sig på den store klematis i haven, sammen med dronningen. Der kom flere bier til og klumpen blev større og større. Langsomt snævrede den store sværm sig ind, og efter en times tid sad de allesammen, stille og roligt samlet i en stor klump, hvor de beskyttede dronningen.

Jens tog en papkasse og en grensaks, satte papkassen under biklumpen, klippede grenen over, og de faldt ned i papkassen. Så havde vi en bifamilie mere, og den kom vi i et tomt bistade med nogle friske tavler, og så gik de igang med arbejdet igen.

DSC05784 DSC06336

Honningbi racer

Den nordiske bi hedder “Apis mellifera”, kaldes også for de gule bier, som er en forædlet bi med mange racer iblandet, gennem tidernes forædlingsarbejde. Bi-gener fra flere lande er tilført på forskellig vis for at få bier der kunne klare sig under de klimatiske forhold, være mindst aggressive og levere mest honning.

Den gamle danske bi, den såkaldte brune bi lever på Læsø, hvor der er et område, hvor der ikke må anbringes andre honningbier de kan parre sig med. På den måde overlever den oprindelige danske/nordiske bi uantastet af forædlingsarbejdet. Den leverer mindre honning, men læsøboerne sværger til den.

 

Honningbier og vilde bier lever side om side i haverne. Der er ikke det misforhold som nogen prøver at skabe, at hvis der kommer flere honningbier, vil det gå ud over vilde bier. Ser vi historisk på det, var der mange flere honningbier for 75 år siden, og samtidigt var der mange flere vilde bier. I 1946 var der 37000 biavlere i danmark, i 2015 var der 3600. (Kilde: Dansk biavlerforbund og Eigil Holm.)

 Det er de ændrede landbrugsforhold med færre gærder og større marker der sprøjtes med pesticider, der er den egentlige årsag til tilbagegangen af vilde bier. Når man betragter vores blå geranium, så ses der flere slags vilde bier og honningbier side om side, så i vores have er der ingen bi-racisme.

 Honningbier i AnisisopDSC06343

Hvad er honning

Honning fremstiller bierne af blomsternes nektar. Et produkt må kun kaldes for honning hvis det er bifremstillet. De fremstiller det at blomsternes nektar(1), udsvedning fra andre levende plantedele(2) og honningdug (3)

 

Blomsternektar dannes i blomsterne. 1) Det indeholder sukkerarterne frugtsukker (fruktose), druesukker (glukose) og rørsukker (sakkarose). Der kan undertiden forekomme andre sukkerarter. Desuden indeholder honning en smule mineraler, proteiner, samt duft og smagsstoffer.

2) En del af honningen er nektar fra udsvedning fra levende planter, og en del planter udsveder det gennem nektarkirtler udenfor blomsterne. Det gælder fx. kirsebær, ærteblomster og hestebønner. 

3) Honningdug er udsvedning fra bladlus og skjoldlus, som bierne samler. Der kommer en særdeles velsmagende honning ud af det.

 

Gedehams/Hvepse (Vespula vulgaris) som vi kalder dem, hedder i virkeligheden almindelig gedehams. Den hører til de sociale væsner, der lever i et fællesskab med en dronning. Ofte bygger den det almindeligt kendte hvepsebo, som hvepsefamilien bor i hele sommeren. Om efteråret dør hvepsene undtagen de nyudklækkede unge dronninger, der bliver befrugtede lige før vinteren. De overlever i hjørner og sprækker hvor de kan overvintre. Næste forår starter dronningen forfra med at bygge nyt bo og starter en ny familie.

Mange anser hvepsen som et generende dyr, der sværmer omkring bordet, og det er de færreste der tænker på at de samler kållarver, fluer og lus til deres unger. Selv lever de af et det sekret ungerne udskiller. Sidst på sommeren spiser de lettere fordærvet frugt, og bliver nærmest berusede af det, og så kan DSC05015de være irriterende.

Der findes også en Stor gedehams som en noget større. Den stikker sjældent, men dens stik er meget generende, og kan være farligt for nogle.

Almindelig gedehams, altså dem vi kalder hvepse er mere agressive og stikker oftere. Vi lever nu med dem i hverdagen, og fjerner ikke deres bo hvis det ikke er et sted hvor det direkte er i vejen. Et år havde de lavet et bo i cykelskuret lige over indgangen, her var risiko for at slå hovedet imod, så det fjernede vi. Andre år har de bygget bo oppe under taget, og det levede vi med, selvom de ind i mellem var lige så interesserede i hvad der blev sat på bordet som vi selv var.

 

Spindlere (Arachnida) er en stor gruppe, som ikke er insekter, men en selvstændig klasse der tæller over 1000 arter, så dem nævner vi mere overordnet. Det er dem der laver spindene i haven.

I sensommeren, når duggen kommer ser det eventyrlig flot ud. Spindlerne har 8 ben, og i Danmark er der 4 såkaldte “ordner” af dem. Dem vi oplever mest, er Mejere (Opiliones), Mider (Acarina) og Edderkopper (Araneae).  Vi vil særligt nævne edderkopperne, dels på grund af deres smukke spind, og fordi de er med til at holde styr på myg og fluer.

Der er flere slags edderkopper, vi nævner lige Korsedderkoppen (Araneus diadematus) med sit karakteristiske kors på ryggen og Stankelbenedderkoppen (Pholcus phalangioides) med de lange ben, som ikke skal forveksles med et stankelben. Stankelbenedderkoppen findes mest inde i husene, hvor den medvirker til at flue- og myggebestanden minimeres.

 

Blandt Miderne finder vi Skovflåten som vi helst ikke ønsker os i haverne, men også Rød jordmide, som er vigtig for omsætningen af det organiske materiale. Den spiser mindre mider, springhaler og andre smådyr.

 

Dagsommerfugle i havenDagpfugleje p sommerfuglebuskDagpfugleje i Sommerfuglebusk version 2

De fleste kan godt lide sommerfuglenes flagren rundt i haven, for os er det symbolet på at sommeren nu er helt i gang. Vi har en budeleja som også kaldes sommerfuglebusk, når den blomstrer er der utallige sommerfugle der kredser omkring den. 

Nogle sommerfugle kommer frem i det tidlige forår, det er gode forårsbebudere. 

De fleste sommerfugle er tilknyttet særlige planter som nælde, tidsel mv. men de er ikke så kræsne når det gælder deres egen føde, der skal være nektar og honningdug til de voksne. Gode tilknytningsplanter, kan være blomster der blomstrer på forskellige tidpunkter i haven. Ligesom der skal være planter de kan lægge deres æg på.

Sommerfugle er en truet art, og vi haveejere har til opgave at forhindre, at endnu flere arter uddør. Vi nævner her de mest almindelige som vi ser i haven.

 

Kålsommerfugl (Pieris) findes i en lille (Pieris rapae) og en stor (Pieris brassicae) udgave. Nogen anser den som et generende dyr, men vi ser den som vigtig for

mangfoldigheden. Begge  sommerfugle er smukke hvide, med grå tegninger på vingerne. Den voksne lever af nektar og pollen fra blomsterne. Den lægger sine æg på alle slags kål i haverne, og kålene bliver spist af larverne. Familien med korsblomstrede planter omfatter andet end kål, fx. er gyldenlak og biblomme med i samme familie. Kålsommerfuglen søger efter kålene i haven ved at flakse rundt, til den kan lugte kålen, men dyrkes kålene blandt duftende blomster som tagetes og morgenfruer mv. forandres duften og den finder ikke kålen. Vi har ofte grønkål og palmekål i staudebedene, de slipper næsten altid helskindet gennem sommeren. Til gengæld har vi kål  stående andre steder i haven som de gerne må lægge deres æg på, for vi vil jo gerne have den iKlsommerfugl i lavendel version 2  version 2 2haven. Stor kålsommerfugl får 2 - 3 kuld unger om året. Første kuld flyver i maj og juni, andet kuld i juli - august og sidste kuld i september.

 

Gode forhold for kålsommerfugle er at sørge for at der er kål de gerne må lægge larver på, så det har vi altid. Desuden har vi en sommerfuglebusk til dem allesammen.

 

Citronsommerfugl (Gonepteryx rhamn) er almindelig i haverne fra det tidlige forår. Den kommer især i haver med pileranker og mælkebøtter, men henter nektar i mange slags blomster. Sidst på sommeren henter den nektar i tidsler, kattehaler og rødkløver. Den voksne citronsommerfugl overvintrer gemt i nåletræer, kristtorn og vedben.

Det er sjældent man i haver støder på dens lange grønne larver, de lægges mest på busken Tørst (Frangula alnus) som er en høj busk, som sjældent findes i haver, men i fugtige kratområder og skov. 

 

Dagpåfugleøje (Aglais io) er en stor takvinget sommerfugl, som er blandt de mest almindelige. Dens karakteristiske udseende, med et flot øje på hver vinge gør den let genkendelig. Den flyver fra slutningen af marts til maj. Der kommer en ny generation fra juli til hen i oktober, og når vinteren sætter ind finder den overvintring i hule træer, indendørs i udhuse mv. Den voksne sommerfugl

leverAdmiralsommerfugl p SankthansurtDSC05001 af nektar fra forskellige blomster, og den er ikke kræsen. Den lægger sine grønne æg på undersiden af nælder, og kun der.

 

Admiral (Aglais urticae) er en stor takvinget sommerfugl, som er mørkebrun med flotte gule og andre farvede dekorationer på vingerne. De fleste tidlige admiralsommerfugle kommer flyvende hertil sydfra, mens det næste kuld der kommer i juli er født her. Sidst på sommeren trækker den tilbage til syden. Enkelte prøver at overleve vinteren i Danmark, men det lykkedes kun i meget milde vintre. Den voksne admiral lever af nektar fra blomster og saften fra overmoden frugt. Vi ser den ofte i sommerfuglebusken. Den lægger sine grønne æg på nælden, helst brændenælden. 

 

Nældens takvinge (Aglais urticae) er Danmarks national sommerfugl, den genkendes på sine takkede vingebagkanter og lysbrune overside med sorte og gule pletter.

Denter en mellemstor takvinge, og måske er det den der ses mest i i haverne. Den er meget glad for sommerfuglebusken og andre blomster, hvor den henter sin føde, som er nektar og saft fra sår på træerne. Den kommer frem i det tidlige forår, fra sit vinterskjul, hvor den har overvintret i udhuse og på lofter.

Æggene lægges i store grupper, helt op til 200 på nælder, hvor larverne bliver spundet sammen af et spind.

 

Gode forhold for dagpåfugleøje, admiral og nældens takvinge. En sommerfuglebusk, og mangfoldighed af blomster, samt brændenælder i et hjørne så de kan lægge deres æg i nærheden.

 

Tidselsommerfuglen (Vanessa cardui) er en træksommerfugl, og derfor ses den ikke alle steder, men i de fleste somre kommer den i hele landet. Den er mere plettet end andre sommerfugle, og kan næppe forveksles med andre. Den kommer hertil i juli, og tager igen sydpå, helt til Nordafrika, inden vinteren. Den lever som andre sommerfugle af nektar. Æggene lægges enkeltvis på tidsler og andre kurveblomster. Så gode forhold for den er altså kurveblomster, og dem er der jo mange af.

 

Græsrandøje (Maniola jurtina) overvintrer i Danmark, og er almindelig i haver. Den har en mørkebrun overside og en øjeplet på vingens underside. Den ses oftest i områder med højt græs, hvor den også lægger sine æg. Larverne lever på græs. Den overvintrer ved jordoverfladen, forpupper sig i maj og kommer ud af puppen efter 2 - 4 uger. De voksne lever af nektar og blomstersaft på forskellige korsblomstrende planter. I afsnittet om blomster beskrives en del korsblomtrende planter.

 

Sommerfuglenes top 10 version 2

Vil man gerne have mange sommerfugle i sin have, er der en top 10 liste over de bedste planter: 

Sommerfuglebusk, Buddleja davidii

Gemserod, Doronicum orientale

Purpursolhat, Echinacea purpurea

Lavendel, Lavandula angustifolia

Pragtskær, Liatris spicata

Hvid fredløs, Lysimachia clethroides

Merian, Origanum vulgare

Lungeurt, Pulmonaria officinalis

Kinesisk Sankthansurt, Sedum spectabile

Kæmpejernurt, Verbena bonariensis

Ovennævnte ti planter er de foretrukne, hvor sommerfuglene henter deres nektar fra. 

Når det gælder æglægningen, ser det anderledes ud:

Admiral – larven foretrækker brændenælder.

Aurora – larven lever af forskellige korsblomstrede planter i naturen.

Blåfugl – larven lever af forskellige ærteblomstrende planter i naturen.

Citronsommerfugl – larven lever på blandt andet tidsel og mælkebøtte.

Dagpåfugleøje – larven ynder brændenælder.

Kålsommerfugl – larven lever af forskellige kålarter både vilde og dyrkede, og holder meget af blomsterkarse.

Nældens takvinge – larven foretrækker brændenælder.

Randøje – larven lever af forskellige græsser.

Tidselsommerfugl – larven foretrækker tidsler og brændenælder.

(Kilde Danmarks Naturfredningsforening)

Mange sommerfugle lægger deres æg i brændenælder, og da brændenælder er godt til at fremstille flydende gødning af er det godt på flere måder. Også tidsler er vigtige for andre sommerfugle 

Natsommerfugle - natsværmere

Agerugle ( Agrotis segetum) er mellemstor, brun og ca. 30 mm. med et vingefang på 35 - 45 mm. Den tilhører familien Uglerne og er nataktiv, sværmer ved blomsterne, hvor hunnen lægger sine æg på jorden, og ind imellem på planterne. Dens larver kaldes for knoporme, de lever i jorden og kan gøre skade på flere afgrøder, fx. gulerødder, porrer, kartofler og rødbeder. Den overlever vinteren som fuldt udvokset larve og forpupper sig om foråret et par cm under jorden. Larverne er let genkendelige, de ruller sig sammen når de forstyrres. Den er i familie med andre uglearter, som har samme betegnelse. 

Larve p tomatplante 

Haveuglen (Lacanobia oleracea) er en ca. 3 cm stor natsværmer, og opleves af mange tomatavlere som en stor skadevolder. Det er nemlig den der lægger sine æg på drivhustomaterne, de grønne larver er grovædere og nøjes ikke med tomatplantens blade, den angriber også tomaterne så de bliver uspiselige. Vi ser aldrig den voksne haveugle, da den flyver om natten. Det tydelige spor efter larverne er deres ekskrementer, som ligger på bladene, larven sidder oftest på undersiden af bladene og på tomaterne, både på de grønne og de modne.
For at undgå fugt i drivhuset, lader vi altid døre og vinduer stå åbne i drivhuset stå om sommeren, og det er samtidig en åben invitation til haveuglen, derfor kan det tilrådes at hænge et net op foran åbningerne, fra begyndelsen af juli.

Isæt tomatavlere oplever Haveuglen, dog ikke den voksne, men dens larver, den voksne ses kun om natten.

 

Almindelig tigerspinder (Spilosoma lubricipeda) er en mellemstor grå-hvid spinder med mørke pletter på vingerne. Den voksne Spinder er nataktiv. De søger mod lyset og ses ofte flakse mod ruderne i sensommeren. Æggene er lys gule, og de lægges på fx. brændenælder, lucerne mv. som larverne lever af, og forpupper sig i jordoverfladen i en grå kokon som overvintrer. De flyver fra maj til september. Fuglene spiser dem ikke fordi de er giftige.

 

Smutuglen (Noctua pronuba) er en natsommerfugl eller natsværmer. Den har et ret stort vingefang på 55 mm, og er i brune nuancer med mærker ned ad ryggen. Den er almindelig i haver hvor den voksne smutugle lever af blomstersaft og nektar. Flyvetiden er fra juni til september. Den lægger sine æg på forskellige steder, samlet i grupper. Den lever på græs, men også på mange andre planter. Overvintrer som larve og forpupper sig om foråret. Det kan diskuteres om den hører til generende dyr, men da larven kan leve af flere slags planter kan den gøre skade på disse.

 

Bladlus er den der står øverst på manges liste over skadelige væsner i haven. Den findes i utallige arter som passer til stort set alle slags planter. De lever af at suge plantesaft, og så længe de forkommer i beskedent antal er det ikke noget problem, men der er som regel mange af dem og så går det hårdt ud over de angrebne planter.

 

Grøn Guldbasse (Cetonia aurata) er i familie med møgbillen, næsehornsbillen, oldenborren og eghjorten, den tilhører familien Scarabaeidae, og er i familie med disse sorte biller man møder sydpå. Guldbassen er en smuk gyldengrøn metallisk farvet bille på omkring 2 cm. Den lever rundt omkring i den danske natur, og besøger ofte haverne. Det er en smuk bille, men man skal ikke tro at den besøger blomsterne for at hente nektar eller pollen, nej, den spiser simpelthen blomsterne. Det er nu begrænset skade den gør, der er ikke hærskarer af dem, vi hyggede os med at denne smukke bille besøgte haven. Den grønne guldbasse lægger æg i gamle grene og træstubbe som er ved at rådne, og det er yderligere en god grund til at lade den slags ligge i haven.

 

Liljebiller (Lilioceris lilii) er en flot rød bille, der lever parvis på alle planter af liljefamilien. Den lægger sine æg i liljeplanterne, på blade og i blomsterne. Den spiser af planterne og kan være ret glubsk, den kan gøre ret stor skade på liljerne, så fjern dem hurtigst mulig. 

Har man kejserkrone og vibeæg i haven kan den også sagtens finde vej til dem. 

De er ret nemme af fange.

DSC04968 

Gåsebille (Phyllopertha) er en bille fra Scarabaeidae-familien som er en stor billefamilie. Det er ikke den lille brune ca. 1 cm lange bille der er interessant, men dens larve som også er ca. 1 cm lang, den har haveejere med græsplæne grund til at frygte. 

De voksne biller lever af planteføde, nemlig løvtræernes blade. Larven derimod kan gøre stor skade i græsplænen, hvor den lever af plænens rødder, især på sandjord kan den være et stort problem, mens den på de mere lerede jorder er mindre udbredt. 

Larven er selv udsat for at blive spist af rovbiller, kragefugle, skolopendere og stære. 

En generation tager et år. De voksne biller kommer frem midt i maj, og kort efter parrer de sig, og graver sig ned for at lægge æg. Larverne kommer frem 3 - 5 uger efter, og så begynder de straks at spise af græsrødderne og gøre skade på plænen.

 

Grøn bladhveps (Rhogogaster viridis) er ret almindelig i haverne, hvor fx. birkebladhvepsens larver angriber birk og pil. Den er ca. 10 - 12 cm lang, grøn med en sort stribe ned af bagkroppen. De grøn-gule larver, som er det der ses mest, de lever i store flokke på bladene. De voksne bladhvepse jager andre insekter og larver der er på samme planter.

 

Frugtbladhvepse er af samme familie som den grønne bladhveps, den gør også skade på frugttræernes blade, hvor dens larver gnaver løs. Den træffes også på tjørn, kirsebær og pærer. Det er ikke sommerfuglelarver man møder på denne måde, men en bladhveps. For haveejere kan blommebladhvepsen (Hoplocampa flava) æblebladhvepsen (Hoplocampa testudinea), pærebladhvepsen, (Hoplocampa brevis) og stikkelsbærbladhvepsen (Nematus ribesii) være noget af en plage, fordi de ødelægger frugten. I blomstringsperioden lægger de deres æg i blomsten. Larverne  er 9 - 11 mm lange, de borer sig ind gennem frugten og ødelægger den. Man kan ikke købe biologiske bekæmpere til bekæmpeelse af frugtbladhvepse.

 

Ligustersværmer (Sphinx ligustri) er en stor aftensværmer, med et vingefang på omkring 100 mm. Da det er en aftensværmer ses den ikke så tit, fordi den først flyver efter solnedgang, den henter nektar fra kaprifolium og forskellige nelliker. Som navnet siger lægger den sine æg i bla. liguster-hækken, hvor larverne æder af bladene. Hækken tager sjældent varig skade af det. Larven forpupper sig i jorden og overvintrer på den måde. Den lægger ikke udelukkende æggene på liguster, men også på syren, ask og snebær. Larverne lever af bladene, men skaden er yderst begrænset, så der er ingen grund til at bekæmpe den.

 

Snyltehvepse (Ichneumonidae)  lever af pollen og nektar fra blomster de lægger deres æg på sommerfuglelarverne, som de æder op indefra når sommerfuglelarven er forpuppet.Der er flere slags snyltehvepse ,alle lever som snyltere i andres afkom. Der findes også en kållarve snyltehveps. Som navnet siger lægger den sine æg på kålsommerfuglens larver.

 

Spindemøl (Yponomeuta spp.) har et vingefang på 3 cm, er hvid med små brune pletter. Den lægger sine æg på træer og i buske af blomme, æble, tjørn og benved. Larverne kaldes for snareorm, bliver omkring 1,5 cm lange. De er gullige og opleves ofte om sommeren i store kolonier inde i et kraftigt, klæbrigt spind.

De voksne flyver i juli - august og æggene lægges på barken, forseglet med et lakagtig sekret. Her overvintrer larverne, og i maj gnaver de først på knopperne og så på bladene inde i spindet. Der sker sjældent stor skade på de angrebne træer og buske, men det ser langt fra pænt ud.

 

Stankelben (Tipulidae) er især almindelig i haver med græsplæne, hvor hunnen lægger ca. 300 æg. Larverne lever mest af græsrødder. I særligt fugtige områder eller i regnfulde perioder er de aktive. De gør ikke udelukkende skade, men medvirker også til omsætningen, ved at trække plantedelene ned i jorden, men er der mange af dem, kan en græsplæne få det rigtig svært. Ungerne er en vigtig del af det økologiske kredsløb, og naturen har maget det således, at mens stankelbens larverne ligger og bider i græsrødderne, er fugleungerne kommet ud af æggene, og især stæren og solsortens unger lever godt af det.

 

Gulerodsflue (Psila rosae) angriber ikke kun gulerødder, men også alle skærmplanter. Den lægger sine æg i bar jord, hvor de udklækkede larver gnaver sig ind i gulerødderne. Det første angreb af gulerodsfluen er i maj, og når deres afkom udklækkes flyver de igen i august-september. Afkommet fra denne sene æglægning lever af planterødder, forpupper sig og kommer frem til næste år. 

Gulerodsfluen findes også i en udgave der angriber andre skærmplanter, fx. persillerod, pastinak, selleri, fennikel, koriander og kørvel.

 

Gode råd mod gulerodsfluen er at dække jorden mellem gulerødderne helt til, så der ikke er bar jord, samt at dyrke dem sammen med løg eller hvidløg. Det hjælper også at drysse lidt tangmel ud mellem gulerødderne i de perioder hvor gulerodsfluen flyver.

 

Snyltefluer (Tachinidae) er en stor familie vi ofte ser i haverne, hvor de voksne fluer lever af nektar og pollen. Deres larver er indvendige snyltere på andre insekter og edderkopper, og på den måde er de med til at holde en slags balance i naturen.

 

Mejere er mindre dyr der minder om edderkopper og har lange ben, men de er ikke edderkopper, de er ikke leddelt på midten, og har heller ingen gift som edderkopper, selvom de fleste af dem er rovdyr. Der er ca. en snes af dem i Danmark. De lever ofte skjult i bladlag, og lever af døde insekter, ådsler, men også af honningdug som er den søde væske, bladlus, mider mv. udskiller gennem tarmen. Mange dyrearter spiser denne væske. Mejerne er dermed en del af det system som sikrer omsætningen af organisk stof til at indgå i kredsløbet.

Til mejerne hører Rød Skovmejer (Leiobunnum rotundum), der jager om natten og som oftest ses siddende udbredt på planter eller træer. Den er ca. 5 - 6 mm lang med lange ben. Der er flere andre.

 

Grøn bredtæge (Palomena prasina) er en smuk tæge vi ofte ser i haven. Ikke i så store mængder at den vækker bekymring, men den er der. Den er 12 - 14 mm lang og har et aflang lidt kantet grøn skjold, med grøngule ben. Den lægger æg i juni - juli i en lille hobe, på blade af forskellige urter. I august - september kommer nymferne frem, de er mere runde end de voksne tæger. De lever alle af plantesaft fra urterne, og gør på den måde en smule skade, men det er ikke noget stort problem.

 

Blomstertæger hører til tægefamilien (Miridae) og betår af flere arter, små tæger på 5 - 9 mm der lever af bladsaft fra havens planter. De lægger æg på bladene. Man skal være meget opmærksom for at få øje på dem. De gør ikke væsentlig skade i haven, de er der bare.

 

Tilslut nogle eksempler på biller og en edderkop.

IMG 2433

IMG 1935

DSC04800