
Kærmindesøstre (Brunnera macrophylla) er en staude af Brunera slægten, som er opkaldt efter den schweiziske botaniker S. Brunner (1790 - 1844). Den gror i al slags havejord og stiller ingen særlige krav, og gror fint i både sol og halvskygge. Det er en af havens tidligste stauder, og kommer frem allerede i april og blomstrer med sine talløse blå blomster fra april. Hen i juni bliver den kedelig at se på, så klipper vi den helt ned, og så skyder den igen. Ind imellem kommer den også med en sen blomstring.
Den har let ved at frøså sig selv, så den kan brede sig, men er til gengæld let at fjerne hvis den er uønsket. Planten indeholder middel med nektar og nogen pollen, og mens den blomstrer er der mange vilde bier og honningbier der besøger den.