Bærmispel (Amelancheier alnifolia ‘Smokey’) er en ret stor løvfældende busk, der kan blive 3 - 4 meter høj. Den er forholdsvis ny her i landet. Den kan bruges som prydbusk i haven på grund af de smukke hvide blomster, men den har også spiselige sorte bær, og kan på den måde bidrage til husholdningen. Den blomstrer i april - maj, før den får blade, og i juli er der flotte, velsmagende blåsorte bær, som kan bruges til marmelade eller andet i madlavningen. Den er selvbestøvende, men det forhindrer ikke bierne i at besøge den. Den trives i almindelig god veldrænet havejord. Sol til halvskygge. Den vokser langsomt i begyndelsen.
Hindbær (Rubus idaeus) kaldes også for almindelig hindbær, og er en halvbusk på 100 - 150 cm i højden. Den dyrkes for sine søde-syrlige frugter som smager vidunderligt. Der findes tidlige og sene hindbær, både røde og hvide. Vi har de hvide sene, som først kommer frem i september/oktober, det giver os en stor mængde hindbær hvert år, som ikke bliver angrebet af dyr, vi plukker dem til frosten tager over. De tidlige sorter blomstrer fra maj, juni, og de sene sorter fra slutningen af juli. I begge slags indeholder blomsterne meget store mængder nektar og næsten lige så store mængder pollen.
Hyld (Sambucus nigra) er en busk eller et træ der kan blive op til 8 meter højt. De findes i flere haver og har en kraftig vækst. De kræver ikke særlige forhold for at gro, ud over at de skal holdes i ave, hvis de ikke skal gro helt vildt. Hyldens blade og grønne bær er giftige, det samme er de modne bær, som skal koges før de ikke er giftige. De er gode til at lave saft af. Blomsterne der springer ud i juni, varer ikke så længe så vær hurtig når der skal fremstilles hyldeblomstsaft, da de skal være helt friske. Bierne får pollen fra hyldeblomsten som ikke indeholde nektar af betydning. Bærrene, der er modne i september - oktober bruges til hyldebærsaft, som er en sund drik i vintertiden.
Kvæde (Chaenomeles) er en løvfældende tætgrenet busk på 1-1,5 meter. Den fylder en del til siderne, og kan dyrkes både solitær og i grupper. Den er tørketålende til en vis grad, og vokser i al slags havejord, bedst i sol - halvskygge. De unge grene bærer torne, mens de ældre grene ikke har torne. Blomstringen sker i maj, og blomsterne har teglrøde kronblade med gul midte. Den sætter gule meget velduftende frugter i september - oktober. Frugterne er meget anvendelige til gelè.
Blomsterne tiltrækker masser af insekter, ikke mindst bier, og det får de et godt udbytte ud af, de indeholder nemlig en stor mængde nektar og over middel pollen.