1. Den gode jord

- klimavenlig havejord

 

Et fransk mundheld siger: Den gode Gud alene ved, hvordan man laver frugtbar jord, og han har betroet Slottet 2007regnormene sin hemmelighed. (Sitat fra Walter Buch bog fra 1987 “Regnorme” udgivet på Skarv.

Det er som regel planterne vi ser når vi kommer ind i en have, blomsterne eller grønsagerne, og det er altid dem vi beundrer, men i virkeligheden er det jorden vi burde beundre, for dens evne til at frembringe smukke blomster eller gode grønsager der er det vigtigste i haven.

Jorden spiller en afgørende rolle for os der dyrker planter uden at anvende kunstgødning og pesticider. Bruger man kunstgødning spiller jorden en mindre rolle, man kan faktisk sige at jordens opgave så kun er at sikre at planterne holder sig oprejst. Dyrker man økologisk eller bruger man kun organisk gødning er sagen en anden. Det er derfor økologer siger at de dyrker jorden, medens konventionelle havefolk dyrker planterne, hvad denne forskel går ud på kommer der nu en forklaring på. Vi gøder ikke planterne, for de kan ikke spise kompost og jorddække, vi fodrer livet i jorden, som så fodrer planterne. Det er derfor det er så vigtigt at jorden har et højt humusindhold, og det betyder samtidigt, at vi både arbejder for bedre dyrkningsjord, og samtidigt gør vi klimaet en tjeneste.

2. Gødningens opgave

Bruges der kunstgødning er det kun gødningens opgave at forsyne planterne med næringsstoffer så de kan vokse sig store eller smukke. Andre opgaver har kunstgødning ikke. Det opløses af vand, og så kan planterne optage det. Der er ikkeDSC09752 brug for mikroorganismer eller regnorme for at omsætte gødningen til føde for planterne. Det betyder, at kunstgødning ikke tilfører jorden blivende værdi, når planterne har fået det de skal have, eller hvis der gives for megen kunstgødning, vil resten blive vasket ud med regnvandet, og være at finde i åer og vandløb, til skade for fiskebestand og andet liv i vandet.

Anderledes er det med organisk gødning som ikke kun leverer foder til planter. Den organiske gødning forbedrer  jorden løbende, ved at vedligeholde og opbygge humusindholdet i jorden. På den måde øges kulstof indholdet i jorden og dermed minimeres CO2 i atmosfæren.

For år tilbage stod der gerne i plantebeskrivelse af de forhold en plante gror bedst i, at den ynder humusrig jord. Det ser man sjældent mere, for med kunstgødningens overtagelse af ernæringen af mange planter, er det nemlig helt ligegyldigt, men da der nu er flere og flere der dyrker haverne uden kunstgødning, er det nødvendigt at jorden gøres humusrig, for det er nemlig en betingelse for at planterne trives.

Man kan godt dyrke planter uden at bruge kompost og dyremøg, man kan faktisk, i en periode, dyrke ved at tilføre planterne flydende gødning man selv fremstiller, fx gødning fremstillet af brændenælder eller andre planter, men selvom det stimulerer mikrolivet tilfører det ikke ret megen kulstof til jorden, og mikrolivet lever af at omsætter organisk materiale til kulstof, og tilfører vi ikke det, hjælper det ikke meget at vi stimulerer dem. Sammen med organisk materiale som plantekompost  eller komposteret dyremøg virker det til gengæld fantastisk godt.

3. Hvad er så humus og hvor kommer det fraKursus1jorddkke

Humus er betegnelsen for det der er tilbage i jorden, når alle planter- og dyrerester er nedbrudt af bakterier, svampe og regnorme mv. Det der kaldes for muld er humus blandet med uorganisk materiale (kulstof) og kalk. 

Humus dannes ved at organisk stof nedbrydes,  f.eks. blade, planterødder, bark, grene og træ ved hjælp af bakterier og svampe. Regnorme fremmer den organiske nedbrydning og dermed humusmængden, og det sker både i jorden og i kompostbunken. Kompostering er jo ikke andet end en del af omsætning og nedbrydning af plantemateriale.

I kompostbeholderen er det synlige udtryk for aktivitet de røde brandorme, som er i familie med regnorme, men det man ikke ser er ufattelig store mængder af svampe og andre mikroorganismer.

Humus er altså slutproduktet af dødt, organisk materiale. Kompost og grøntgødningsplanter fremmer humusopbygning i jorden. Når man tilsætter organisk materiale til sin havejord øger man altså indholdet af kulstof i jorden og derved øges jordens humusindhold. 

Lerjord kan indeholde mere humus end sandjord, men er til gengældt vanskelige at arbejde med så derfor er en blanding af ler og sand den jord der er nemmeste at arbejde i. Når først der er kommet gang i at forbedre lerjord får man den perfekte havejord, med et højt humusindhold.

Er jorden stiv og ikke nem at arbejde med skal man ikke regne med at få nem humusrig jord på et enkelt år. Det vil tage nogle år, men allerede efter 2 - 3 år vil man mærke forbedringen. At hæve humusindholdet med bare en enkelt procent skal der bindes ca 14 kg kulstof per m2 i jorden, så der skal lægges en del kompost ud.

4. Derfor er Humus vigtigtDSC06379

Et højt humusindhold i jorden giver en bedre jord, som er nemmere at dyrke, og det giver et større udbytte. Humusrig jord holder bedre på vandet. En øgning på bare 1% humus, øger jordens evne til at holde på 2% vand mere. Humusrigjord skal derfor vandes mindre. Det sparer arbejde og energi.

Den reducerer jorderosion og udvaskning af næringsstofferne, så derfor holder jorden bedre på gødning bla fordi vandet og dermed gødningen ikke forsvinder ned i grundvandet eller drænene. Desuden har kvælstoffikserende bakterier gode levevilkår i humus. Det bryder også at kvælstoffikserende planter trives bedre i humusrig jord, og fikserer mere kvælstof, så denne proces er selvforstærkende. 

Nogle planter, de såkaldte bælgplanter vil ud over at de overjordiske dele bliver til kulstof i jorden, de har også evnen til at optage luftens kvælstof og lægge den som små knolde på rødderne, og mens rødderne formulder og bliver til kulstof i jorden frigives kvælstoffet til gødning for de planter der efterfølgende dyrkes i jorden.

Luften omkring os indeholder 78% kvælstof, og en række planter har evnen til at fiksere luftens kvælstof på sine rødder, det er overvejende såkaldte bælgplanter som ærter, bønner og lupiner der kan det, men også kløver af forskellig slags. Der er altså næsten ingen ende på hvor megen kvælstof der er til rådighed, men det er kun de kvælstoffikserende bakterier der er i stand til at udnytte luftens kvælstof, og de lever bedre i humusrig jord. Disse bakterier omdanner denne kvælstof, som jo er luftformig til ammoniak (NH3), og dermed gøre den tilgængelig for planter.

Det betyder selvsagt at humusrig jord giver bedre udbytte. Rigtig god havejord indeholder 8 - 10% humus, men 4 - 5% er mere almindeligt, og er der udelukkende anvendt kunstgødning, er det sandsynligvis meget mindre. Har man ikke tilført organisk materiale, og kun gødet med kunstgødning er humusprocenten sikkert nede på 2% i ler og lavere i sandjord.

Ved hjælp af jordprøver kan man bestemme procenten  af humus i ens havejord, men det kan ses med det blotte øje, at jorden er humusrig, for mørk jord, næsten sort, indikerer høj humusindhold.

Kunstgødningens indhold af kvælstof udvindes også af atmosfærens store kvælstofmængde, men den udvindes ved at bruge meget store mængder energi, så derfor er kunstgødning ikke klimavenligt, ud over at det ikke forbedrer jorden.

 

Humusindholdet er gradvist blevet mindre gennem de seneste 70 år. I lerjorden var humusindholdet i 1950 på ca 10%. Nu er det under 4% i lerjord. I sandjord var indholdet 5% i 1950, nu er det 1,5%.<

5. Havejord og klimaet

Organisk gødning medfører at jorden tilføres kulstof, og Kulstoffet der bindes i jorden øger jordens frugtbarhed, men samtidig mindskes CO2 udslip fra jorden til atmosfæren, hvis man gør det på den rigtige måde, og hvis man lader være med at ilte jorden ved at grave den.

Det er ikke små mængder CO2 atmosfæren spares for, hvis man øger humusindholdet i sin havejord med 1%, tilfører man 14 kg kulstof til jorden og derved sparer man atmosfæren for 53 kg CO2 pr m2. Det kan blive til adskillige kg CO2 i en have hvor der bevidst arbejdes med dette.

Til sammenligning frembringer en nyere mellemstor bil ca 160 kg CO2 ved at køre 1000 km, så et bed på ca 3,5 m2 kan altså spare atmosfæren for den CO2 en mellemstor bil udsender ved 1000 km, ved at øge humusindholdet med 1%.

Der er pløjefri bønder der hævder at det meste af landbrugets store CO2 udslip kan løses ved at alle landmænd undlader at pløje. Da store dele af landet er udlagt til villabyer med store haver, har haveejernes aktiviteter en meget stor virkning på klimaet

6. CO2 og planterne

Når planter vokser, optager de CO2 fra luften, og det bygges ind i planten som kulstof, som er en byggesten i alle levende organismer også dyr og mennesker. Kulstoffet bliver derved bundet i planten, og når vi høster den og spiser den optager vi kulstoffet, og vi frigiver CO2 til luften gennem vores udånding, og afføring. Det er altså ikke kun køernes bøvsen der frigiver CO2, også mennesker udskiller den. I naturen vil dyr også optage kulstof ved at spise planterne, og frigive det gennem, udånding,  afføring og når de slagtes. Hvis man kan binde det til jorden ved at lade planterne nedfælde i jorden, øges humusindholdet, dermed vil man gøre både sin jord og klimaet en tjeneste. Det gøres ved at tilføre organisk materiale til jorden, hos os sker dette ved at give kompost til jorden, men i høj grad også ved at kompostere direkte på jorden, samt at dyrke grøntgødningsplanter.

Hvis vi lader rødder fra stort set alle planter, undtagen rodukrudt som skvalderkål og mælkebøtter, blive siddende i jorden, når grønsager høstes vil den formulde og blive til humus. Det er med til at øge antallet af mikroorganismer som svampe og bakterier, og det gør igen optagelsen af organisk materiale nemmere. Samtidigt øges kulstofindholdet og dermed CO2 i jorden. De eneste planter vi ikke lader roden sidde i jorden er rodfrugter, for dem spiser vi jo.

 

Roden

7. Livet på jordoverfladen og længere nede

For at organisk materiale kan optages i jorden skal der være liv i jorden til at omdanne materialet dels til plantegødning dels til humus og dermed til kulstof. Hovedparten i humus er kulstof, nemlig 56%, desuden indeholder den også ilt og kvælstof, og det er kvælstoffet der er en forudsætning for at det organiske materiale kan omsættes, det er nemlig den brændstof som svampe og bakterierne skal bruge for at omsætte det organiske materiale. Omsætningen er et samarbejde mellem en masse dyr det lever ovenpå jorden, i jorden lige under overfladen og bakterier og svampe der lever i jorden. Det meste af det liv der lever i jorden lever i de øverste 10 cm fordi det er der er mest organisk materiale at omsætte. Der er også liv længere nede, men det bliver mindre og mindre.

Oven på jorden har vi bænkebidere, skolopendre, ja sågar sneglene til at gøre den første del af arbejdet. En del af materialet findeles af dyrene over jorden og hentes ned at dem under jorden, bla af regnorme, som spiller en vigtig rolle, men livet i jorden er meget andet end regnorme, det omfatter utallige forskellige arter bakterier, svampe, rundorme og leddyr. Hvis vi tager en skefuld jord indeholder den mere end 5000 forskellige bakterietyper. Det er samarbejdet mellem dem der sørger for at det organiske materiale som fx lægges på jorden bliver til humus, og dermed er med til at nedsætte udslip af CO2 til atmosfæren.

Det kan altså godt være af den gode Gud har lært regnormene at fremstille god jord, han har også givet dem hjælpere.

Slottet 2009 version 2

Regnorme  ‘Allolobobhora caliginosa’ også kaldet for almindelig regnorm, lever mellem planternes rødder. Det er den vi oftest støder på i haverne, fordi den lever i det øverste jordlag. Længere nede  i jorden findes Lumbricus terrestris som også kaldes stor regnorm. De er alle hermafroditter, og det betyder at de begge har både hun- og han-celler i sig, og begge to får unger  når de parrer sig. De producerer kun et kuld nye orme om året. Regnorme er leddyr, og der findes ca 20 arter i Danmark.

Alle regnorme spiser blade og jord, men det er de bittesmå svampe og bakterier der er på bladene og i jorden, som den virkelig lever af. Regnorme er særdeles vigtige for jorden og for omsætningen af organisk materiale til planteføde og til humus. Man kan ofte se at blade eller strå er på vej ned i jorden, og det er regnormen der er på spil. Derfor er de vigtige for mulddannelsen fordi de blander det organiske materiale med råjord, og gør det tilgængeligt for mikroorganismerne. De laver desuden gange i jorden så den bliver mere luftig, og er med til at dræne jorden. Det gør at både planter og mikroorganismer trives godt. Forudsætningen for deres aktivitet er at temperaturen i jorden skal være over 5 grader, jorden skal være passende fugtig, og der skal være kalk i jorden. Det er den væsentligste grund til at vi tilsætter kalk til komposten, så slipper vi for at strø det ud på jorden. 

Kompostorme er en ud af regnormefamilierne, den hedder også brandorme (Eisennia foetida), den er mest kendt for at leve i kompostbeholderen, men den lever også i naturen, hvor de oftest er i dyregødning, og i møddinger. Den kan ikke grave gange i jorden, men lever i halvt omsatte bladlag, i skovbunden, under hækken og lignende steder. Den udmærker sig ved at den kan frembringe 4 kuld kønsmodne orme om året. De kan købes rundt om i plantecentre og på internettet, men vi har aldrig købt eller fået kompostorme, og har masser af dem i vores kompostbeholder, kommet der helt af sig selv. I kompostbeholderen lever de så længe materialet ikke fryser, så trækker de ind hvor der ikke er frost, og bliver beholderen helt tilfrosset, og de ikke kan komme væk, dør de, men de efterlader en masse kukoner som så bliver til kompostorme når frosten forsvinder.

Bænkebiderne ‘Porcellio scaber’ hører til krepsdyrene og er mellem 10 - 15 mm lange og har en grå krop der tydeligvis er leddelt, den har 7 par ben. Den hører til de få krebsdyr der lever på landjorden. De er meget overfølsomme overfor lys og udtørring, derfor lever de på fugtige mørke steder, og er mest aktive om natten, samt i fugtigt vejr.

 De har ofte et dårligt ry, og bliver beskyldt for at spise af planterne, men det er helt forkert, de er vigtige medspillere over jorden og i det øverste jordlag, fordi de og lever af forrådnet materiale, samt bakterier og svampe. Hvis de forgriber sig på grønne planter er det fordi der ikke er tilstrækkeligt trøsket materiale til dem, så derfor er de en indikator på at der er for lidt jorddække i haven.

Skolopendre er brune ovenpå, men undersiden og benene gule. Kroppen er tydelig leddelt med 15 par ben. Den mest almindelige (Lithobius forficatus) er 2 - 3 cm lang og lever i jordoverfladen på fugtige steder. I tørre periode befinder den sig i bunder af sten eller kvas mv. En anden art (Geophilus carphopagus) lever under jordenden er 4 - 5 cm lang. De er rovdyr, og forgriber sig ikke på vore planter, men de medvirker ved at deres afføring til at plantedele bliver omsættelig for bakterier i jorden. Den opholder sig på fugtige steder, fordi den ikke tåler at tørre ud. Den jager kun om natten. 

Springhaler (Collembola)hører også til leddyrene, og de har fået navnet fordi de kan springe når de bliver skræmte. Der findes flere arter springhaler. De hører til verdens ældste landlevende leddyr. De findes alle steder hvor der er fugtigt. De lever af forrådnede plantedele, mos, alger og skimmelsvampe, og er med til at nedbryde og omsætte plantemateriale som dermed være en del af det sindrige system  der sørger for humusdannelsen. De findes også i stort tal i møddinger.

Tusindben (Diplopoda) er nogle få cm lange og brunlige. Det er lidt af en tilsnigelse at kalde dem tusindben, for de kan ikke få over 240 ben. De lever hvor jorddækket er fugtigt og materialet er under formuldning. De har en vigtig rolle, fordi de er i stand til at gennemtygge stive og tørre materialer som blade, kviste og frugter, og medvirker  derved til at det bliver fordøjeligt for svampe og bakterier.

Skarnbasse (Anoplotrupes stercorosus) er en stor bille på 15 - 25 mm og helt sort. Den lever i bladlag, i skovbunden, men også i haver. Den lever også i åbne kompostbunker, især hvis der komposteres heste- eller kogødning, men også med et varieret indhold. Dens hovedernæring er saft fra rådnende plantemateriale og svampe som er ved at rådne, disse svampe opstår i tykke bladlag. Skarnbassen lægger sine æg i jorden. Den graver lange og ind i mellem dybe gange med sidekamre, hvor æggene lægges fx med en klump gødning eller forrådnede plantedele, som larven lever af når den kommer ud af ægget. Den kan også lægge æg i kompostbunken. Ud over at den er en vigtig del af nedbryderne af organisk materiale, ilter den også jorden ved at grave gange.

Nematoder er en vigtig medspiller i jorden, de kaldes også rundorme, og er så små at de dårligt kan ses med det blotte øje. er er mange forskellige arter, og nogle lever af dødt materiale i jorden og er således med til at omsætte det organiske materiale. Det skal nævnes at der også er nematoder der kan bevirke jordtræthed, atter andre bruges til at bekæmpe dræbersnegle og andre såkaldte skadedyr, men det er ikke dem vi her beskæftiger os med.

Jordmider (Trombidiidae) er der mere end 1000 arter af i jorden. Den mest synlige er den der også kaldes rød jordedderkop,(Trombidium holosericeum) den er i virkeligheden ikke en edderkop, men en stor rød jordmide, og navnet har den fået på grund af sin stærke røde farve. Den ses ofte i haver med et godt jorddække om foråret. Den er ca 3 -5 mm i størrelse, og er et rovdyr, der lever af andre mider, og på den måde er den, sammen med alle de andre mider, med til at omsætte materialet til humus.

Sneglene spiller også en rolle i det økologiske kredsløb. De fleste betragtes som skadedyr, og der er snegle der gør større skade end gavn, fx de såkaldte dræbersnegle og voldsneglen. De er skadevoldere fordi der er så mange af dem, og de yngler med stor hast. I haverne er havesneglen (Cepaea hortensis) den med hus, en del af det økologiske nedbrydning. Den spiller en væsentlig rolle i nedbrydningen fordi de lever mest i jorddækket af visne blade og andre visne eller visnende plantedele som de er med til at nedbryde. Der findes også en nøgen havesnegl, en lille grå en som også deltager i nedbrydningen, men den foretrækker grønt plantemateriale fx salaten, så den ser vi helst ikke i haven. 

Vinbjergsneglen (Helix pomatia) er også en af de snegle der bidrager til nedbrydningen. Den lever både af vissent og grønt plantemateriale, og når de kravler op i vore planter og spiser af dem, er det fordi der er for lidt jorddække materiale. Vinbjergsneglen er fredet, men må indsamles til egen brug.

(Billede af havesnegl med hus haves)

Mikroorganismer som svampe og bakterier er uhyre vigtige for den cyklus som naturens omsætning er. Mikroorganismer er en fælles betegnelse for svampe og bakterier, som arbejder for at danne humus. 

En del af det materiale vi som haveejere lægger på jorden i form af halvkomposerede eller tørre blade fra hækken og træer indeholder cellulose og de førnævnte dyr kan ikke nedbryde dem, kun gnave i dem så overfladen bliver større. Der skal bakterier og svampe til at foretage selve nedbrydningen, fordi de er de eneste der har de fornødne enzymer. Heldigvis findes der i jorden masser af både svampe og bakterier. Der er tusindvis af arter, og alle har de deres specielle rolle i forhold til omsætning af organisk materiale. De er så små at de ikke kan ses. 

Helt oppe i de øverste muldlag, hvor mængden af organisk materiale er størst, er antallet af bakterier størst, der er tale om flere millioner bakterier i hvert gram jord. Deres antal bliver mindre længere nede i jorden, for her er der mindre materiale at omsætte. De 10 øverste cm af jordlaget der hvor den største del af omsætningen sker, og hvis man graver jorden vil livet i de øverste cm komme til at ligge i 25 cm dybde, og så vil det dø. Der går lang tid før det er genoprettet.

Når man fx trækker en plante op med rod, hænger der som regel en regnorm og/eller andre synlige dyr ved, men der hænger også tusinder af mikroorganismer ved, så det er er rigtig dårlig ide at trække levende planter op, i stedet for at klippe den af ved jordoverfladen.

Mikroorganismerne omsætter det organiske stof til kulstof, men det er forholdet mellem materialets kulstof og kvælstof  (C/N forholdet C= Carbon/Kulstof /N = Nitrogen) der er afgørende for hvor megen materiale der bliver omsat, og hvor lang tid de er om det. Jo mindre kvælstof der er i materialet og i jorden i forvejen, jo længere tid tager omsætningen og humusdannelsen. Det er derfor det kan være en god idé at sprede flydende gødning med stort indhold af kvælstof ud over det jorddække der bruges. Især hvis der lægges tørre blade ud direkte på jorden vil der blive brugt af jordens kvælstofindhold til at omsætte bladene, hvis der ikke tilsættes ekstra kvælstof, fx brændenældegødning, opblødt hønsemøg eller urin. (læs om disse kvælstofholdige gødninger længere nede)Haven

Anden del 

Haveejerens opgaver med humusdannelse

8. Humusindhold og gødskning i staudehaven

En almindelig have indeholder som regel en blomsterhave og nogle buske. Altså et område med flest flerårige planter, hvor jorden ikke bearbejdes særlig meget, undtagen med lidt ukrudtsbekæmpelse med et lugejern, og flytning af en staude i ny og næ.

En velanlagt staudehave er derfor næsten selvkørende hvad angår gødning og humusdannelse. I den del af haven er der ofte et godt humusindholdet. Et staudebed producerer faktisk mere organisk materiale end den selv forbruger, så det er i høj grad stauderne, buskene og hækken der bidrager med materiale til kompostproduktion. Græsplænen kan også gøre det, hvis man lægger det afklippede græs fra plænen ud mellem planterne, vil regnorme og mikroorganismer, svampe mv, omsætte det til kulstof i jorden.

Vores staudebed får stort set ingen anden gødning end afklippede blade fra ligusterhækken, og et lag græs fra græsplænen i det tidlige forår. Senere står stauderne så tæt, at der ikke er plads til at dække mere af. Stauderne fårIMG 1616 version 2 lov at stå hele vinteren, og trækker næring ud af stilkene mens de visner ned. Om foråret klippes de ned og kommes gennem en kompostkværn og ender på kompostbeholderen, og på den måde bidrager prydhaven, sammen med træer og buske med en del materialer til kompostbeholderen som så forsyner køkkenhaven. 

Bøgehækken klippes i juli - august, bladene lægges på komposten i en særlig beholder, fordi det skal bruges halvkomposteret til oktober, og da bladene er grønne indeholder de en del kvælstof, så komposteres de rimeligt hurtigt, hvis de holdes passende fugtige. Vi fremmer komposteringen ved at vande med brændenældevand eller opløst hønsemøg.

Træernes bidrag til humusdannelse i køkkenhaven

Er der mange træer i haven, kommer der en masse blade ved løvfald, de som lægger sig i områder hvor der er træer og buske eller hvor de ikke er i vejen, lad dem endelig ligge, og kompostere på stedet. Lægger de sig på gange, græsplænen eller andre steder hvor de ikke gør gavn, så riv dem sammen og komposter dem, der kan sagtens blive brug for dem i køkkenhaven, eller til at producere sin egen pottemuld.

Blade og andet organisk materiale er ikke lige længe om at blive omsat, de har nemlig forskelligt indhold af kvælstof (C= Carbon) i forhold til kulstof (N = Nitrogen). Det kaldes for C/N forholdet. Mængden af kvælstof i forhold til kulstoffet er afgørende for hvor hurtigt omsætningen kan ske. Kvælstoffet er brændstof for mikroorganismerne og  det C/N tal som er bedst for omsætningen er 1:30, altså en del kvælstof i forhold til 30 dele kulstof. I nedenstående tabel ses C/N forholdet for en række materialer.

Materiale

C/N tal

Ca omsætningstid i kompostbeholder

Ca omsætningstid  v direkte kompostering

Urin fra dyr og mennesker

1:1

Friskt grønt haveafklip

7:1

under 6 måneder

2-2,5 måneder

Hønsemøg

9:1

under 6 måneder

Vær forsigtig det er stærk

Plænegræs afklippet

12:1

under 6 måneder

1 måned

Friskt dyregødning

15:1

under 6 måneder

2 -3 måneder

Oplagret gødning

15-20:1

6 - 10 måneder

2 -3 måneder

Køkkenaffald med bla kaffegrums mv

20-25:1

6 - 12 måneder

Lad være, af hensyn til rotter, kun i beholder

Kartoffeltoppe, friske

25: 1

1 år

2 -3 måneder klippet i stykker

Staudetoppe klippet om foråret

30:1

1 år

5 - 6 måneder ****

Grannåle

30:1

1,5 år

1 år***

Ahorn blade tørre

52:1

2,5 år

Kender ikke

Askeblade tørre

21:1

1 år

kender ikke

Avnbøgblade tørre

23:1

1,5 år

5 - 6 måneder*

Bøgeblade

51:1

2,5 år

9 - 10 måneder*

Bevreaspe blade tørre

63:1

2,5 - 3 år

Kender ikke

Birke blade tørre

50:1

2,5 år

5 - 6 måneder*

Elmeblade tørre

28:1

1 år

5 - 6 måneder *

Egeblade tørre

47:1

2,5 år

1 år**

Lindeblade tørre

37:1

2 år

1 år**

Lærkenåle tørre

110:1

3 - 3,5 år

1 år**

Kirsebær blade tørre

22:1

1 år

5 - 6 måneder *

Halm fra almindelige kornsorter

50 - 150:1

2 - 4 år

Kender ikke

Savsmul 

500:1

Kender ikke

  • hvis de forkomposteres en måned før de lægges ud som jorddække.   ** er ikke omsat nok til at blive liggende i bedet om foråret, men rives sammen og kommes i kompostbeholderen sammen med haveaffald mv.    *** Kun egnet til surbundsplanter som blåbær.     **** Sammen med andet mere grønt affald.

Tabellen her viser at bladene fra mange af havens træer er længe om at blive omsat ude i naturen, og det skyldes at der er for lidt kvælstof i forhold til kulstoffet, så vil man gøre komposteringstiden kortere er der nødvendigt at tilføre kvælstof udefra, nogle af disse metoder beskriver vi nedenfor.

Kilde til disse oplysninger  er for kolonne 1- 3 generelle oplysninger som er tilgængelige mange steder. Oplysningerne i den 4. kolonne er af egne erfaringer gennem mange år. Den mest perfekte kompostering får man ikke ved at kompostere løv fra træerne for sig selv, men ved at blande forskelligt organisk materiale.

Bladene som beskrives i kolonne 4 er samlet sammen ved løvfald i slutningen af oktober, begyndelsen af november, komposteret tilsat hønsemøg opløst i vand, og i begyndelsen af december brugt som vinterjorddække på de bede der er afhøstet og ikke sået til med grøntgødningsplanter.

Snitning af bladene så deres overflade/brudflader bliver mindre er en god ting. Det gøres nemmest med en bladstøvsuger med snittemekanisme, men en velegnet metode er at komme bladene i en stor spand eller balje og klippe dem i stykker med en hæksaks.DSC08389DSC08383

Billedtekster:

Klip det insamlede materiale i mindre stykker med en hækkesaks

Brug en kompostkværn

Monter en gammel brødmaskine på kompostbeholderen, så er der et redskab hver gang der er en håndfuld.

Sådan fremmes komposteringen

Omsætning af tørre blade i naturen sker uden tilsætning af kvælstof, og derfor tager det en del tid. Komposteringen kan gå meget hurtigere end ude i naturen, hvis der tilsættes kvælstofholdige materialer. Alle de her beskrevne metoder har vi selv benyttet.

021

Uriner på bladene. Metoden med at klippe bladene hjælper kun lidt i sig selv, men det gør at de bliver mere våde når man tilsætter vand eller væske. På tabellen kan det ses, at urin fra dyr og mennesker er meget kvælstofholdig, så tilsættes der urin vil komposteringen gå meget stærkere. Urinen skal fortyndes 1:8 for ikke at være for stærk for kompostormene og senere for regnormene. Omsætningstiden kan nedsættes til mellem 1 halvt til et år. For nogen kan det virke grænseoverskridende at anvende urin som gødning, men Lektor Jakob Magid fra Landbohøjskolen mener ikke at der er problemer ved det. Langt de fleste spiser jo fx gulerødder og andre grønsager der er gødet med svinegylle. Desuden er der en masse haveejere der gøder med hestemøg, og hvis det er rigtigt god gødning er det fyldt med hestenes urin. Urin fra en enkelt person er nok til at gøde mellem 100 - 300 m2. Indholdet af kvælstof er højt, og desuden indeholder det flere sporstoffer og mineraler end almindeligt handelsgødning.

Flydende hønsemøg. Har man et par høns i haven, kan det samme opnås ved at røre en planteskefuld tørt hønsemøg op i 10 liter vand, og vande komposten med det. Den metode har vi arbejdet med i flere år, og den nedsætter komposttiden af blandede blade fra avnbøg, almindelig bøg og tyrkereg til under et år. Indholdet af forskellige dyregødningsstoffer er forskellige, og tørret hønsemøg er blandt de stærkeste, nemlig omkring 4% kvælstof (C). Flydende hønsemøg er altså kraftig kost som skal fortyndet af hensyn til kompostormene, i forholdet 1:10. 

Brændenældegødning fremstillet af brændenælder  version 2plukket inden 1 juni med 1 kg brændenælder i 10 liter vand henstilles et sted hvor lugten ikke generer. Der skal røres rundt i det jævnligt og det vil skumme op. Afhængig af temperaturen vil det være færdiggæret efter 10 - 14 dage, og det kan ses at gæringen er ophørt ved at det ikke skummer ret meget ved omrøring. Dette produkt vil være særdeles kvælstoffyldet og skal derfor fortyndes i forholdet 1:10 ellers er det for stærkt for kompostormen. Også denne metode nedsætter komposteringstiden til omkring et år. Svensk Landbrugsuniversitet har offentliggjort resultatet af forsøg, der viser, at brændenældegødning fremstillet af friske brændenældeskud indeholder Silica (Siliciumdioxid) og jern, nitrat, kalium og magnesium, og forskellige sporstoffer.  Kvælstofindholdet kan være fra 92mg /Liter hvis det høstes senest omkring 1. juni. Høstes de senere, fx i juli er indholdet væsentligt lavere, nemlig  8 mg/liter.  Årsagen er at de begynder at sætte frø og det stjæler kvælstofindholdet. Brændenældegødning stimulerer mikrolivet i jorden, og vil også gøre det i kompostbeholderen.

Komposten skal være fugtig hele tiden. Den bedste kontrol har man selv hele tiden på sig, vi kalder den for håndprøven, og fungerer ved at man stikker hånden ned i komposten, en gummihandske er en god ting. Man tager en god håndfuld op og klemmer sammen, og så skal vandet sive ud mellem fingrene, så er fugtigheden i orden.

Alle tre gødningstyper kan selvfølgelig også bruges som tilskudsgødning til gødningskrævende planter, men det handler denne bog ikke om.

Det fremmer også komposteringen hvis man jævnligt letter lidt på materialet så bladene ikke klumper sammen, for så kanSlottet 2016 væsken ikke trænge ind.

Kalk fremmer komposteringen og er vigtigt for at planterne kan optage gødning, desuden er det vigtigt for at mikrolivet i jorden kan omsætte plantedele til humus. Det gælder dog ikke surbundsplanter, som ikke tåler kalk fordi kalken hæver  pH værdien. Kommes det i komposten går komposteringen hurtigere, og man behøver derfor ikke at kalke jorden i haven. Vi kommer det i når vi sætter komposten om efteråret, og der skal ikke bruges store mængder. Sæt kompostmaterialet i beholderen og for ca hver 20 cm drysser man kalk på i en mængde som sukker på grød, altså et tyndt lag. Der efter lettes materialet lidt med greben, så kalken blandet med materialet.

Det fremmer også komposteringen af blade hvis de blandes med andet haveaffald, især grønt haveaffald. Fx kan der blandes ca 1/3 friskt og  grønt materiale med ca 2/3 visne blade og staudetoppe. Det giver samtidigt en mere homogen kompost. Desuden skal vandindholdet også være optimalt.

9. Jorden i køkkenhaven

Jorden i haven er ikke bare en ensartet masse, den er forskellig fra have til have, og der er en del forskel på hvordan man forbedrer den, og der er stor forskel på hvor god den er til at holde på humus.

Lerjord er brunlig, finkornet, med partikler på under 0,002 mm, det er svær og stiv jord, som let klumper. Når den er tør har den en hård skorpe er den svær at arbejde med, men den holder godt på vandet og gødningen, netop fordi vandet ikke så let trænger igennem den og skyller gødningen ud. Af samme grund er humusindholdet oftest højere i lerjord, og det er lettere at hæve humusindholdet i den, og med et højt humusindhold for man særdeles gode dyrkningsjord.

Siltjord kaldes også for grovler, og er mørkere end ler, det er også småpartiklet, men med partikler mellem 0,002 - 0,063 mm, altså meget større end i ler. Den forvekslet ofte med ler, fordi  den er svær at arbejde med, men også i silt kan et højere humusindhold gøre jorden god at dyrke i. På grund af de større partikler, trænger vand lettere igennem silt end i ler. 

Sandjord betegnes for let jord med stort indhold af sand, partikel størrelsen er mellem 0,02 og 2,0 mm i diameter, altså væsentligt grovere end de to førnævnte, og det er årsagen til at vand og gødning lettere trænger igennem og forsvinder. Til gengæld er det lettere at arbejde med, men det betyder også at man skal arbejde på at hæve humusindholdet, som generelt vil være lavere end i ler.

Mosejord er mere svær at sætte partikelstørrelse på. I virkeligheden skal man helst undgå at dyrke den, for den indeholder så store mængder CO2 som slippes løs ved at arbejde i den. Heldigvis er det de færreste haver der har mosejord. Mosejord er nemlig fyldt med døde planterester, og så længe det ikke bliver forstyrret, holder det på den CO2 den indeholder, og først når der arbejdes i jorden slippes den fri. Humuslaget er meget højt i mosejord.

Selvom jordtyperne er forskellig fra have til have, er metoderne med at forbedre jorden og hæve humusindholdet stort set den samme, tilfør masser af organisk materiale, og gør det hele tiden. Hvis man tilfører organisk materiale hele tiden vil man opdage at jorden skifter struktur, men også farve, jo mørkere den bliver jo højere er humusindholdet i den, og det sker fordi kulstofindholdet stiger. I virkeligheden findes dårlig havejord ikke, kun jord som haveejeren har forsømt at forbedre.

Det er altså i køkkenhavens bede der skal anvendes mest organisk materiale  for at øge humusindholdet, årsagen er den at vi spiser det meste af det vi dyrker i køkkenhaven, og derfor skal der tilføres en del materiale som erstatning for dette.

Når vi påstår at vi dyrker jorden er det fordi vi har erkendt, at det er en fortløbende opgave at forbedre sin jord, det er en opgave der aldrig hører op. Vi tilfører organisk materiale  på flere måder:

  • Vi tilfører omsat kompost om foråret når jorden tilsås eller tilplantes. Mængden afhænger af hvilke afgrøder der skal dyrkes. Komposten graves ikke ned, men forbindes med jordens overflade ved hjælp af en let gennemrivning med en kultivator.
  • Vi lægger ukomposteret materiale på jorden mellem planterne hele sommeren, særlig græs fra plænen og afklippede blade fra ligusterhækken, men også andre materialer kan bruges, klip dem i små stykker så optages de lettest.
  • Vi dækker jorden hele vinteren  med halvkomposteret eller ukomposterede plantedele, fx halvkomposterede blade fra bøgehækken, eller visne blade der har lagt sig på gange og terrasser hvor de ikke gør gavn. For at undgå at bladene blæser væk kan der lægget net over.
  • Vi dyrker grøntgødningsplanter som har til formål at levere gødning, men som i virkeligheden øger humuslaget i bedste fald, men i almindelighed holder jorden i god stand.

Hvis man undlader af tilføre organisk materiale et enkelt år, vil humusindholdet falde fordi planterne bruger af det. Derfor tilfører vi plantemateriale hvert år. Som nævnt i et tidligere afsnit, så arbejder regnorme altså i jorden så længe der er 5 grader, og det holder længere hvis jorden er dækket af med et tykt lag halvt omsat kompost.

Kompost spiller selvfølgelig en vigtig rolle i arbejdet med at forbedre jorden og øge humusindholdet, men det er ikke det eneste. Planterne spiller som tidligere nævnt en stor rolle, især grønsager hvor vi spiser den del der er over jorden og lader rødderne blive i jorden. Rødderne vil så blive omsat  og formulde.

Kartofler er den afgrøde der efterlader mindst til jorden efter dyrkning, stort set det hele ender på spisebordet, og selv toppen er ret beskeden, og bør en tur gennem kompostbeholderen for at blive omsat. Der ud over rodes der meget i jorden når de hyppes, og man tager dem og, og det betyder en del iltning af jorden, så der slipper en del CO2 ud. Det hjælper dog når kartofler dyrkes med et stort lag græsdække i stedet for at de hyppes med jord op om. Græsset kompenserer en del, men det er vigtigt at der efterfølgende tilsættes kompost eller andet organisk materiale.

Lidt ligedan forholder det sig i bede hvor der dyrkes rodfrugter. Dels er de fleste rodfrugter gødningskrævende og bruger af alle slags gødning, dels trækker vi planten op for at spise rødderne. I visse tilfælde spiser vi også en del af toppen, fx friske rødbedetoppe og selleri-/pastinaktoppe bruges til en suppevisk. Vi lader så resten af toppene ligge på jorden, der også tilføres kompost, men planterne trækker store mængder næring ud af jorden og selvom vi lader en del blive i  eller på jorden er det ikke tilstrækkeligt til at undgå at humusindholdet og næringen falder. Der skal altså tilføres en god mængde organisk materiale til køkkenhaven, og det gør vi bla ved hjælp af kompost og grøngødningsplanter. Ingen gravning eller dybdefræsning

At grave sin havejord medfører 3 dårlige ting. Den første går ud over den der graver, som får en øm ryg, og risikerer at fåIMG 1097 varige skader. Gennem tiderne har havefolk gravet deres haver, men det er en rigtig dårlig idé. Den anden går ud over de mikroorganismer som er nødvendige for at få omsat det organiske materiale vi tilfører jorden for at planterne skal gro og trives godt. Det er mikrolivet i jorden der omsætter komposten til planteføde, og langt den største del af dem lever i de øverste 10 cm af havens jord. Ved gravning vendes deres verden på hovedet, og de ender i 25 cm dybde, hvor de bliver kvalt. De som overlever gravningen vil ikke være tilstrækkelige til at omsætte nok til planteføde, og der går lang tid før balancen i overfladen er genoprettet. Det betyder mindre afgrøder fordi de ikke får nok at leve af. Mange kompenserer så ved at give flydende gødning i form af vandopløselige midler, og det giver en kortvarig effekt, men det øger ikke humusindholdet. Den tredje dårligdom er at humusindholdet iltes væk ved gravning. Den forsvinder op i atmosfæren i form af CO2. At grave og pløje er altså skadeligt for både jorden og klimaet.

At arbejde for at øge sit humusindhold betyder hvad vi kalder nænsom jordbehandling, og det vil sige at der arbejdes så lidt som muligt i jorden. I vores køkkenhave er der ikke gravet i 26 år, og vi har et højt humusindhold på omkring 10% og er ret tilfredse med udbyttet. Hos os er en almindelig kultivator stort set det eneste redskab der bruges, ud over et gardensepter. 

(Billede af et gardensepter)

(Billede af let jordbehandling med kultivator)IMG 9256

Kompost er noget man fremstiller

Man kunne let få den opfattelse, at kompost er noget der fremstiller sig selv, men det er forkert, det er noget man fremstiller. Det er selvfølgelig rigtigt, at alle organiske materialer bliver omsat med tiden, men skal det bruges som gødning, skal der gøres en indsats for det.

Har man kun små mængder kan det sagtens foregå i en plastik beholder der er beregnet til formålet. Hvis man køber en luftestok og husker at anvende den hver gang der kommes materialer i den, vil der komme udmærket kompost ud af det i løbet af mellem et halvt til et helt år.

 

 

 

(billede af luftestok)

Plastikbeholderen har den fordel, at den er lidt mere rottesikret end de mere åbne beholdere af træ. Hvis der komposteresIMG 9622 grønt køkkenaffald i den angribes den ikke så let af rotter. Hvis der kun komposteres køkkenaffald i den får man er klægt og klæbrigt materiale ud af det, så det er en god idé at blande det godt med itu klippet haveaffald, og haveaffaldet skal helst vær størsteparten. Kom en smule kalk i og bland det godt rundt ind i mellem. Kontroller at fugtigheden er i orden. Er komposten for tør sker der næsten ingen omsætning, og er den for våd kommer der for lidt ilt ind til materialet, og det begynder at rådne, og så lugter det. Altså hvis komposten lugter er der meget gode muligheder for at det rådner i stedet for at formulde. Det er en god idé at tilsætte nogle kompostorme, det fremmer omsætningen og komposten bliver bedre. 

Er der større mængder kan der selvfølgeligt anskaffes mere end en beholder, og det gør det væsentligt lettere, for så kan man fylde den ene helt op og lade materialet  kompostere og tømme det hele ud på en gang, mens der fyldes i den anden.

(Billede af plastikbeholder)

 

 

 

(Billede at flerrums træbeholderen)

IMG 2442

Flererums træ-beholderen har den store fordel at den er meget lettere af arbejde med, og den kan bygges lige netop i den størrelse der er brug for efter havens størrelse og behov.

Vores kompostbeholder opfylder vores og havens behov, og den har følgende mål:

Bredden på alle rum er 100 cm og højden er 135 cm.

Det første rum, hvor komposteringen starter er 120 x 100 x 135 cm, og har et rummål på omkring 1,6 m3. Dette rum er størst, fordi materialet der lægges i er friskt og fylder mest.  Hele året kommer vi alt fra haven i det rum, uden at tænke på blandingsforholdet.

Rum 2 er der hvor den egentlige kompostering findersted, og da meget af det materiale der kommer her i er forkomposteret i rum et, er dette rum 85 x 100 x 135 cm, og har et rummål på ca 1,2 m3. I dette rum sætter vi materialet fra rum 1, blander det godt så det der er en del omsat blandes med det mindst omsatte, tilsætter kalk i lagene, og vand efter behov.

Rum 3 er ca 70 x 100 x 120 cm og har altså et rummål på ca 0,95 m3. Det er i dette rum komposten modner efter at det er komposteret i rum 2 ca 6 måneder. I rum 3 ligger det kompost vi bruger af. Hvert efterår tømmer vi det vi ikke har brugt i sommerens løb, ud i andre tætte beholdere, og bruger det til at lægge ud på jorden om foråret, eller til at fremstille så- og priklejord samt pottemuld af det sammen med almindeligt havejord.

Når beholder 3 er tømt, flyttes materialet fra rum 2 over i den, og her ligger det og modner til vi begynder at bruge af det om foråret. Samtidigt tømmes materialer fra rum 1 over i rum to som tidligere beskrevet, og vi starter med at komme i rum 1 igen når stauderne klippes ned.

Som mellemrum mellem de 3 kamre, er det en fordel at de er fremstillet så ormene frit kan vandre fra rum til rum, det har vi løst ved at væggen mellem rummene er et såkaldt rionet, som holder på materialet, men ikke ormene. Et rionet er et net af armeringsjern på 8 mm, der er svejset sammen så der er mellemrum mellem jernene på 10 cm.

Den kompost der produceres på denne måde, har et overordentligt stort indhold af humus, og vil tilføre jorden humus, samtidig med at den giver gødning til planterne. Hvis man hvert år tilfører et par cm omsat kompost til sine bede, vil man stille og rolig hæve humusindholdet.

Vores kompost er 1 år under vejs fra det kommer i run 1 som friskt og blandet materiale, til det er helt omsat, og kan bruges til at blande i så, prikle og pottemuld. En stor del når aldrig så langt, fordi det bruges som halvt komposteret og som jorddække.

10. Jorddække, direkte kompostering

De fleste forbinder kun kompost med det der foregår i en beholder, som vi har beskrevet ovenfor, men i virkeligheden sommerjorddakkeer den mest naturlige måde at kompostere på at lægge de materialer der skal komposteres direkte ud på jorden, det kaldes for direkte kompostering. Det kan gøres hele året.

At holde jorden mellem planterne, både i køkkenhaven og i prydhaven dækket det meste af tiden er  rigtig godt, både for jorden og for klimaet, ja såmænd også for havens ejer, for det betyder mindre arbejde, fordi jorden der er dækket skal vandes mindre, og frøukrudt har vanskeligere ved at spire.

Hvis fx græsplænens afklip og ligusterhækkens afklip lægges direkte ud under planterne, vil det vilde liv i overfladen og under jorden omsætte det til gødning til planterne, og samtidigt tilføres jorden kulstof, så atmosfæren spares for CO2. Græsset skal fornys ca hver 3 uge fordi det er optaget i jorden. Bladene fra ligusterhækken er lidt længere om det.

(Billede af sommerjorddække med græs fra plænen 

Bøgehækken og større blade komposteres i en særlig beholder, og bruges til vinterjorddække. Når hækken klippes i juli komposteres bladene med det rigtige vandindhold, og de vil være egnede til at bruge som vinterjorddække fra sidst i oktober. I vinterens løb vil de langsomt blive omsat til kulstof og dermed humus.

(Billede med vinterjorddække af halvkomposteret løv mv )Groenkl og porrer vinterdaekket

Grøntgødningsplanter er planter der dyrkes for at fremme jordforbedringen og for at give gødning til de planter der efterfølgende skal dyrkes i jorden, og til forbedring af jorden. Der er tale om flere slags planter, og i virkeligheden kan man hævde, at alle planter kan være grøntgødningsplanter, hvis de behandles rigtigt. Planterne samler altså kulstof mens de vokser, og meningen med dem er, at de skal bidrage til havens gødningsforbrug og til at holde humuslaget højt. Desuden har nogle af dem kraftige rødder de løsner jorden dybt ned, hvor de trænger ned i jordens dybere lag og henter næringsstoffer, sporstoffer og mineraler op. Når grøntgødningsplanterne skal fjernes for at give plads til de egentlige afgrøder skal de klippes ned og deles i så små stykker som muligt og lægges ud på jorden de har vokset i, er der for meget, kan det bruges som jorddække andre steder. De skal klippes af i jordoverfladen, så rødderne bliver siddende i jorden. Med et hakkejern forbindes  det nedklippede med jordoverfladen. Så vil de dyr der lever i jorden og på overfladen gå igang med at nedfælde dem i jorden, hvor de så omsættes til kulstof og gødningsmidler. Skal der plantes i jorden de har vokset i, kan det gøres umiddelbart efter, men skal der sås i jorden er det en fordel at grøntgødningen er så godt som optaget i jorden, det tager nogle få dage.

(Billeder af honningurt, blodkløver og spinat ses længere nede)

 

 Sporstoffer har betydning for alle levende væsner og planters vækst og udvikling. Det drejer sig om meget små mængder jern, jod, zink, selen, kobolt, mobydæn, silicium og mange andre.

Her kommer en kort beskrivelse af de mest almindelige grøntgødningsplanter, og de har forskellige formål:

Kursus3Honningurt

 

 

Honningurt (Phacelia tanacentifolia) giver stor grøntmasse og har kraftige rødder der bearbejder jorden i dybden. Begge dele styrker humusindholdet i jorden. Den er samtidig smuk og god til at tiltrække bier. Den kan sås ved lave jordtemperaturer, helt ned til 6 - 7grader. Derfor er den god som forafgrøde før grønsager. Den er relativ vinterhårdfør og tåler frost i få dage, så den kan også bruges som efterafgrøde, vi har sået den helt hen omkring 1. oktober. God til jordforbedring i lerjord og silt fordi den har kraftige rødder der ilter jorden.

 

 

 

 

 

Blodkløver (Trifolium incarnatum) giver mindre grøntmasse,Kursus3Blodklover men den hører til bælgplanterne, og kan fiksere kvælstof på rødderne. Blomsterne tiltrækker gavnlige insekter. Den kan sås ved lave temperaturer ned til 6 grader, så den er god at så som forafgrøde i det tidlige forår. Vi sår den hvor der senere skal plantes kål. Vi lader den fortsætte med at gro mellem kålene, hvor den visner ned efter blomstring. God til jordforbedring i silt og sandet jord. Hører til ærteblomstfamilien, men det er vores erfaring at den ikke påvirker sædskiftet med ærter og bønner. Vi bruger den dog ikke lige efter ærter og bønner.

Vintervikke (Detenicka Panonska) hedder også sandvikke, den bruges som efterafgrøde, når den afgrøde der er dyrket er høstet. Den holder jorden igang fordi den gror ved meget lave temperaturer. Den kan fiksere kvælstof på rødderne, og afgive dette til jorden under formuldningen. God til jordforbedring i alle jordtyper. Hører til ærteblomstfamilien, men det er vores erfaring at den ikke påvirker sædskiftet med ærter og bønner. På samme måde som blodkløver bruger vi den ikke efter ærter.

Olieræddike (Raphanus sativus) bruges som efterafgrøde, specielt i stiv jord, som den er med til at gøre lettere at arbejde i. Den har meget kraftige rødder. Den fryser ned ved frost i et par dage, og efterlader jorden meget nemmere at arbejde i. Den hører til korsblomstfamilien som omfatter alle kål, så der kan først dyrkes kål tidligst efter 4 år. God til jordforbedring i lerjord fordi den har kraftige rødder og omsætter en stor rodmasse der bliver til organisk materiale i jorde.

Gul sennep (Sinapis alba) hører til bælgplanterne, og kan fiksere luftens kvælstof på rødderne. Den har et ret overfladisk rodnet, som ikke bidrager til at opbryde og ilte jorden. Kan bruges både som for- og efterafgrøde, men den fryser ned ved frost en enkelt nat. Den giver stor plantemasse , men den tåler ikke tørke, for så går den i blomst uden at producere så stor grøntmasse. Den hører til korsblomstfamilien, så der kan tidligst dyrkes kål 4 år efter, af samme grund anvender vi den ikke. Kan bruges på alle jordtyper, men i sandjord vil den kræve vanding i tørre perioder. Gul sennep skal klippes ned og bruges som jordforbedring før den går i blomst, på grund af indholdet af sennepsolie, som er er giftstof for mange larver og andre der omsætter til humus.Spinat sauteret

Smalbladet lupin (Lupinus augustifolium) hører også til bælgplanterne der kan fiksere kvælstof på rødderne. Den har kraftige rødder der bearbejder jorden i dybden, og derfor giver den god jordstruktur. Desuden giver den stor plantemasse. Den afgiver mest kvælstof til jorden ved at blive klippe ned og tilført jorden, inden den blomstrer, fordi kvælstofindholdet er højest på det tidspunkt. God til jordforbedring i alle jordtyper, især lerede jorde og meget kompakt jord, fordi den har kraftige rødder der bearbejder jorden i dybden, hvis den sås i april og for lov til a gro hele sommeren.

Hestebønner (Vicua faba) hører ikke til bønnerne, og er i virkeligheden ikke mere grøntgødningsplante end ærter og andre bønner, men når vi alligevel nævner den her, er det fordi dens kraftige rødder evner at fiksere kvælstof, og er lige så god til at bryde stiv jord op som honningurt. Desuden giver den meget velsmagende bønner.

Spinat (Spinacia oleracea) er en almindelig grønsag, som vi ofte bruger som efterafgrøde, fordi den kan gro hele vinteren, hvis den er kommet igang inden frosten. Dels kan den spises i det tidlige forår, og den har kraftige rødder, som er med til at gøre jorden blødere. Lad altid rødderne sidde i jorden når bladene høstes.

Grøntgødning og sædskifte

Selvom flere af grøntgødningsplanterne, på nær olieræddike og gul sennep er relativt neutrale i forhold til sædskifte med andre planter, er det en god idé at lade dem indgå i sædskiftet med de grønsager der dyrkes. Hestebønner bør også indgå i sædskiftet. Når vi anbefaler dette er det fordi alle planter, uanset hvilke, efterlader spor i jorden, og måske er det sygdomsspor, og de vil blive forstærket af at dyrkes samme sted år efter år.