Dragehoved (Dracocephalum) er en etårig krydderurt, der er god til te. Den giver næsten samme smag i teen som citronmelisse, den kaldes også for “Tyrkisk Citronmelisse”. Det er bladene der har den fine citronsmag og duft, og den får smukke blå blomster.
Hvis den forkultiveres inde i slutningen af marts, kan den plantes ud i maj, så blomstrer den i juni - til august. Frøene spirer ved 18 - 20 grader. Planten er op til 60 cm, og gror godt i god vandgennemtrængelig havejord. Den tåler ikke stående fugt i jorden, og trives i både sol og halvskygge, men blomstrer bedst i fuld sol. Dragehoved er en særdeles god tiltrækker af alle slags vilde bier, honningbier og sommerfugle, den har middel indhold af nektar og pollen.