Sølva og Jens
Velkommen til
Slottet i Smørmosen
Økologisk have  •  Selvforsyning  •  Livet i haven
LÆS MERE OM OS →

pelargonia

Pelargonie (Pelargonium zonale) er en kæmpestor familie der hører til Storkenæbs-ordenen. Det er helt ubetinget den mest populære blomst i Danmark. Uanset hvilken plante der er tale om, skal den have velgødet jord, og sol - halvskygge. Hos os har vi dem udelukkende i potter og krukker.

Sådan gør vi med vores pelargonier som vi har år efter år:

I første halvdel af marts klippes stænglerne ned til ca. 5 -10 cm over jorden. Der klippes over et »led«, da det er herfra, planten skyder med nye og friske skud. På den måde får man kraftige planter. Ønsker man derimod krogede pelargonier med et ældet udseende, klippes kun det af i toppen, som eventuelt er vissent eller gået ud.

Pot planterne om ved at give dem frisk jord, som skal være en blanding af kompost og havejord. Nogle gange får de en lidt større potte. Men husk, at pelargonierne godt kan lide at stå lidt trangt. Derefter flyttes planterne til et lyst vindue med omkring 15 grader. Efter få uger begynder de første små grønne skud at vise sig, og så er det tid til (igen) at gøde igen, nu hvor rødderne har fæstnet sig i den friske jord, vi gøder med brændenældevand. Fra nu af går det rigtig hurtigt, og allerede et stykke hen i maj kommer de første knopper.

Planterne må først flyttes ud sidst i maj, da de langsomt skal vænne sig til udelivet: Stil dem ud om dagen og tag dem ind om natten den første uges tid.

Vandes, men må gerne lige tørre ud mellem vandingerne.Vi overvintrer dem i et lyst rum ved 5 - 10 grader.

En samling pelargonier Pelargoniebedstemor

Pelargonie ‘Inspire Salmon’ 25 - 30 cm høj, har en ferskenfarvet blomst fra maj til oktober. Bladene er grønne med mørke aftegninger.

Pelargonie ‘Cherry Elite’ 30 - 40 cm høj har rød-orange blomster, juni - september. Bladene har mørke aftegninger.

Pelargonie ‘Mørk rød’ vi har ikke dens sorts navn, men den bliver op til 50 cm høj og får smukke røde blomster hele sommeren..

Pelargonie ‘Cericerød’ den har vi heller ikke noget sorts navn på, vi har haft den med hjem fra Spanien som skud. Den har meget flot løv, lidt kraftige blade og smukke ceriserøde blomster fra juni-juli og frem til frosten tvinger os til at tage den ind. 

Pelargonie ‘Red Hero’ er det der bliver kaldt engelsk pelargonie  20 - 30 cm høj. Tofarvet  rosa- mørkerød blomst. Den er lidt sart overfor megen regn.

Pelargonie ‘Bedstemor’ fik vi af Jens’ mor da vi overtog Slottet i Smørmosen i 1994. Hun har haft den helt tilbage til 1940erne, ingen kender dens oprindelse. Den er nu opkaldt efter hende og hedder ‘Mette-Kjerstine’. Den har lyse blade med hvid bladrand og lys grøn midte. Blomsterne er postkasserøde og der er mange af dem.

Vi kender ikke indholdet af pollen og nektar, men vi ser der er stor interessse fra både bier og sommerfugle. Der er utallige mange sorter, så det skulle være nemt at finde en for enhver smag.

 Denne pelargonium fik vi af Jens´mor da vi købte haven, hun kendte ikke dens oprindelse men har haft den i siden fyrrerne