Mandstro - russisk (Eryngium planum) er en flerårig plante af Skærmplantefamilien. Den bliver omkring 30 - 75 cm høj, trives bedst i tør sandet og gruset jord, så vandet kan trække væk. Stænglen er stiv og forgrenet, bladene er besat med torne, der får den til at ligne en tidsel, men den er ikke i familie med tidslen. Den blomstrer med en blå blomst fra juni - september, og omdannes i løbet af efteråret til frø, som spirer villigt, så den er nem at formere. Der findes mange sorter af Mandstro, nogle er lave, det eksemplar vi havde hed ‘blaukappe’ og er omkring 60 cm høj. Mandstros lysegrønne bladfarve kommer fra  pigmenter der hedder anthocyaniner, som også beskytter planten imod de negative påvirkninger fra solen. Jo mere tør jorden er hvor den vokser, jo kraftigere farver får skuddene. Mandstro har fået sit navn fra gammel overtro om at plantens rod kunne styrke mandomskraften. Plantens blå farve, som er troskabens farve har måske også spillet ind. Rødderne er spiselige.I England og Frankrig spises rødderne kandiserede som en delikatesse.Bier og andre insekter er glade for mandstro der har middel nektar og pollen.

Anthocyaniner (af græsk anthos ="blomst" + kyanos ="blå") er en stor gruppe farvestoffer, som tilhører gruppen af flavonoider, bestående af en flavonon-del (en anthocyanidin) og en kulhydrat-del. Farvestofferne optræder i mange rød-blå nuancer og findes vidt udbredt i planteriget som vandopløselige pigmenter. Brombær er fx. stærk farvet af anthocyaniner 

Mandstro 

Martsviol (Viola odorata) er en lille undseelig plante med blå blomster. Den vokser mest vildt, men er også en værdsat haveblomst. Vi har et par kolonier af dem i haven. Med sin lidenhed gør den ikke meget væsen af sig, men er smuk at se på, og det er også en kvalitet. Den blomstrer to gange, både i marts og september. Den bidrager med en smule nektar og pollen til alle slags bier. Selvom mængden er beskeden, er det vigtigt på denne tid af året, hvor mængden af mad er begrænset. Dyrkning af martsviol er nemt. Den kræver intet og kan dukke op på steder man ikke forventer det. Vi gør ingenting, andet end nyder den når den er der.

Melon (Cucumis melo) hører til agurke-familien der er en meget stor familie. Den har været dyrket i omkring 4000 år i det daværende Persien. Vi har aldrig dyrket den udenfor drivhuset. Alle slags meloner kræver velgødet jord med stort indhold af organisk materiale, derfor gøder vi med kompost. Den kræver sol. Når den blomstrer tiltrækker den alle slags bestøvende insekter, den indeholder middel nektar og nogen pollen. Læs mere om dyrkning af melon i “Økologisk have - selvforsyning til husbehov”.

Mjødurt - knoldet (Filipendula vulgaris) er en flerårig staude på 50 - 70 cm i højden. Den kaldes også for Engens Dronning, fordi den om natten lyser op med sine hvide blomster skærme som kommer frem i juni - juli. Det gør den fx. ved Kongeåens bred. Den kan bedst lide mager jord. Jordstænglen udvikler tynde rødder, der er forsynet med opsvulmede knolde. Deraf kommer navnet - knoldet mjødurt. Vil man ikke have den til at brede sig, bør den klippes ned inden den kaster sine frø. Blomsten har middel med pollen.