Stikkelsbær (Ribes uva-crispa) er ikke særlig meget dyrket i haver, og det er en skam, for bærrene er en vitaminbombe der indeholder både A- og C-vitaminer samt mineraler som kalcium, kalium, fosfor, magnesium og jern. Busken er af lavere vækst end solbær og ribs, ca. en meter høj. Grenene er tornede. Vokser bedst i velgødet jord i sol - halvskygge, men den er mere nøjsom end dens to fætre, som er ribs og solbær. Blomstringen sker i maj, og blomsten har stort indhold af nektar og nogen pollen. Bærrene modner i juli - august.