Fredløs hvid ( Lysimachia clethroides.) er måske den smukkeste af fredløsfamilien. Den bliver ca 70 - 75 cm høj, og vokser fint i både sol - halvskygge i almindelig havejord. Den er en smule aggressiv i sin udvikling, fordi den spreder sine rodskud ud, men ikke værre end sine gule fætre. (og de hvide blomster.) Den indeholder store mængder nektar og pollen, så det er alle bestøverne glade for. Den er på listen over sommerfuglenes mest foretrukne planter.

Almindelig prikbladet fredløs

Citronmelisse (Melissa officinalis) er en krydderurt  af (Læbeblomst-familien) der bør vokse i en hver have. Det er en flerårig urt, som er utrolig nem at dyrke. Det er en lille busklignende plante på 50 - 60 cm. Den stiller ikke særlige krav ud over almindelig havejord. Den er meget anvendelig i husholdningen til fx. te, i mange retter og til syltning. Dens citronduft er meget tydelig, når man kører hånden hen over planten, stiger der en dejlig citronduft op. Også citronsmagen er fin.

Den blomstrer juli - september. Blomsterne er små og hvide, de indeholder ret store mængder nektar og pollen, og i den periode er den omsværmet af alle slags bier, svirrefluer og sommerfugle.

Citronmelisse betragtes af de fleste som en hjemmehørende dansk plante, men den har faktisk sin oprindelse i Mellemøsten, Kaukasus og Nordafrika, den findes også i subtropisk Indien, men på trods af det gror den fint i Danmark, hvor den overvintrer helt uden problemer.

Citronverbena (Aloysia citrodora) er en løvfældende busk på 50 - 60 cm i højden, hvis blade har stærk citronduft og smag. Nogle få blade i teen giver smag. Den taber bladene om efteråret, og om foråret kommer der igen blade på busken, som tåler temmelig skrap tilbageskæring.

Den er ikke helt vinterhårdfør, så vi opbevarer den i en mistbænk, men et andet lyst sted kan også bruges. Om foråret tages den frem beskæres, og den får en smule vand, så kommer der blade i løbet af kort tid. Blomstringen sker i august - september med små hvide eller meget hvidviolette blomster.

De ikke træagtige dele af planten, fx bladene og de nye kviste indeholder æteriske olier.

Dahlia (Dahlia) er en knoldplante af Kurveblomstfamilien, som stammer fra Mexico og Guatemala. Den tåler ikke frost, og ved første frostgrad fryser den væk. Den er meget udbredt, og tilhører en slægt med 35 arter. Den danner knolde, som gør den flerårig. Hos os tager vi knoldene op om efteråret, opbevarer dem frostfrit og tørt hele vinteren, og i slutningen af marts lægger vi dem i potter med jord, stiller dem et lyst frostfrit sted, og de begynder at spire. Allerede fra juni starter blomstringen, og den fortsætter til frosten tager dem i oktober.

Der er mange sorter, nogle på 30 - 40 cm andre over en meter. Der er enorm stor forskel på blomsterne, nogle er små og undseelige andre 15 - 20 cm i diameter. Der er enkle blomster og pompon og alle er de smukke. De fleste besøges at bier og sommerfugle, men de mest åbne og enkle indeholder mest nektar. Alle blomsterne indeholder kun lidt nektar, men til gengæld meget store mængder pollen, som er vigtigt for biernes yngel.

Aztekerne dyrkede dem for at spise knoldene, vi bruger dem som prydplanter i haven. Navnet Dahlia har de efter den svenske forsker Anders Dahl, senere kaldtes de Georgina efter russeren Johann Gottlieb Georgi, som forædlede planten. Nu kaldes den Dahlia i det meste af verden, undtagen i Østeuropa.

Den største ulempe ved dahlia er at alle slags snegle elsker dem, ikke mindst dræbersneglen, derfor ar det en god idé at forkultivere knoldene i potter, så de kan plantes ud i bedene når de bliver store, så klarer de sig bedre. Trives i al slags velgødet havejord i sol - halvskygge. Vi dyrker mange af dem i middelstore potter.

Ud over at dyrke dem fra knolde kan de også frøsås, det giver mange planter til små penge. Der er et problem ved dette, der er nemlig ingen garanti for hvilken farve der kommer ud af det.Tager man selv frø, skal de stå så langt fra hinanden at de ikke bliver krydset med hinanden.